Jep. Det er en dreng. Min pige har udviklet sig til at blive en dreng, som de viste os i sidste uge. Ja, det har hun jo nok været hele tiden, og jeg kan ærlig talt godt være lidt pisse sur på ham fra en start, når han skal være så besværlig.
Jeg var til 3D-scanning i mandags, og lad mig lige starte med at snakke lidt om det. For det var fuldstændig fantastisk!
Indtil nu har jeg tænkt, at det da var spild af penge. Jeg har kigget på min venindes 3D-scanningsbilleder og tænkt: Aha, nå. Og så ikke mere end det.
Det ligner jo bare en lille, krøllet alien lavet i ler, med et udtryk som Edward Muncks ‘Skriget’. Nej, det havde jeg altså ikke brug for. Men nu er jeg slet ikke i tvivl om, at jeg også skal det næste gang! For hold nu op, hvor var det en fed oplevelse at se sit barn sådan helt live og i 3D!
Jeg valgte Scanningsklinikken i Silkeborg, selvom den ligger en times kørsel fra mig, fordi de havde tid allerede mandag, og det skulle bare gå stærkt, men det talte selvfølgelig også, at de lovede “100% sikkert resultat”. Selvom jeg efterhånden ikke gav ret meget for sådan nogle løfter.
Vi kom ind i et hyggeligt lokale med stearinlys og dæmpet belysning, som gjorde, at man følte sig rigtig godt tilpas, og så var scanningsdamen utrolig imødekommende, og jeg havde straks tillid til hende.
Jeg fortalte hende, hvorfor jeg var kommet så sent i graviditeten – for det kan nemlig godt være svært at få gode billeder i 3D så sent i graviditeten (jeg var trods alt i 37. uge ud af i alt 40), og hun var meget forstående. Hun satte straks ord på alle de følelser, jeg havde rendt rundt med hele weekenden, og det gjorde altså nok, at jeg ikke begyndte at tude, da hun sagde: “Og her kan vi altså se en lille pung, så ja – det er en lille dreng. Og det kan du godt stole på.”
Han lå IGEN med krydsede ben og nægtede at bekende kulør, så selve tappen så vi ikke, men vi så pungen. Der var to sten i, så det kunne ikke være bedre. Og det fjernede tvivlen, hvilket var det vigtigste.
Scanningsdamen var så sød og grundig, og hun sørgede for, at jeg psykisk var med hele vejen. Jeg så, hvordan han åbnede munden og stak tungen ud, og hvordan han puttede sig ind til min livmodervæg. Og lige dér i det lokale forelskede jeg mig fuldstændig i ham.
Til venstre: En fod
Til højre: Et lille ansigt, der putter ind til sin mor (det er mig, der er ‘mor’)
Jeg havde en rigtig god følelse i kroppen, da jeg tog derfra, men da jeg så skulle give beskeden videre til resten af verden, begyndte jeg alligevel at græde. Ikke voldsomt og længe, men der var bare stadig nogle følelser, der skulle bearbejdes.
Inden jeg gik, kiggede scanningsdamen mig i øjnene og sagde: “Måske vil det være godt for dig at gå ud og købe en lyseblå ting for at få sat processen i gang.”
Så på vej hjem rullede vi inden om BabySam (jeg siger rullede, for det er ikke længere kun bilen, der gør det), og jeg fik købt en ny ‘første bamse’ og en ny ‘barnets bog’, ligesom vi havde gjort ved den scanning, hvor svaret var, at det afgjort var en pige.
Jeg købte også noget blå Dylon-farve, så jeg kunne farve nogle af de lyserøde sager blå.
Det sværeste har været at pakke alt det strikkede tøj væk, for det er der altså nogle mennesker, der har lagt nogle følelser i at lave til os. Og så selvfølgelig bamsEN, den lyserøde kanin, som var det første, vi købte til vores lille pige. Og også den bamse, som Manden havde med hjem til ‘hende’, da han var i det store udland for nogle måneder siden.
Seks poser med lyserødt tøj bliver pakket væk sammen med den kjole, jeg havde købt, som hun skulle have på til vores bryllup til sommer, Minnie Mouse-bamsen, som Manden havde købt med hjem fra Det Store Udland (som fik en hormonforstyrret kvinde til at græde, altså), nogle sjove og lyserøde prinsessehistorier, som en veninde har givet os i gave og den cupcake-holder, som skulle bruges til barnedåben.
Det er ikke det materielle – det er følelserne, der er lagt i det…
Har farvet den lyserøde sengerand turkis og købt en helt ny ugle-bamse og blåt sengetøj. Katten får han lov at beholde, sådan nogle kan små drenge vist også godt forelske sig i ;) Den lilla farve på væggen bliver malet over i weekenden.
Måske virker det irrationelt, men det er nødvendigt for at blive klar til ham.
Jeg har stadig nogle ‘blå timer’, hvor jeg er lidt trist, men vi har givet ham et navn – han skal hedde Martin – og det gør det lidt mere virkeligt. Jeg er begyndt at kunne referere til ‘ham’ i stedet for ‘den’, og den pige, jeg indtil nu har følt, døde fra mig, rykker nu længere i baggrunden, og er ikke så meget død som bare ‘udskudt’.
Så ja, jeg håber altså meget på, at jeg kan få lov at få et barn mere en gang – og at det bliver en pige. Sorry to say, men sådan er det altså nu. Det kan være, jeg skifter mening, og ligegyldigt hvad, så bestemmer jeg tydeligvis ikke en skid, når det kommer til stykket.
Men – det vigtigste af det hele er, at vi er blevet fuldstændig enige om, at næste gang skal vi have sådan en kønsscanning! For det her skal vi ikke igennem igen. Og selvom det ’stort set aldrig sker’ – scanningsdamen fra Scanningsklinikken fortalte, at hun havde oplevet det én gang tidligere gennem de seneste fire år… Og hun foretager altså pænt mange scanninger hver dag – så kommer de penge til at være givet godt ud!
Det synes selv Manden, og han er altså jyde. For nej, det er ikke nogen stor ulykke at få at vide, at det raske, skønne barn, man venter, er et andet køn end først antaget, men lige i situationen føltes det faktisk sådan.
Det er der heldigvis nogle skønne, skønne mennesker, som godt har kunne sætte sig ind i, så jeg har fået så meget kærlighed de seneste par dage. Og to fantastiske veninder, der har fået drenge for nylig, har bebudet, at de sender deres aflagte tøj, sengetøj, sko, jakker og sågar gardiner i vores retning. Så vi kommer ikke til at mangle (og ellers må han gå i lyserøde kjoler!)
Siger det lige igen: Det er ikke det materielle, det kommer an på, og derfor tror jeg faktisk, det hjælper helt afsindigt meget, at der er nogle kærlige mennesker, der vælger at sende nogle ting i vores retning. For der er bare ikke tid til at få strikket det der ‘første sæt, som baby skal have på hjem fra hospitalet’ i lyseblåt…
Nå, men nu tror jeg, I slipper for flere tude-indlæg om det her. Jeg er okay. Og jeg får det bedre, så jeg håber på at være helt fuldstændig klar til ham, når han kommer lige om lidt, og ellers må han gøre sit til, at jeg bliver det. Han skylder fandme efterhånden, den lille skid.
PS: Det bedste af det hele er, at nu kan jeg give det næste barn det, som jeg altid har ønsket mig i julegave… En storebror :)