Måske var det faktisk meget godt det hele.
Ja – jeg havde heller ikke lige set den komme. Men det er faktisk lykkedes mig allerede at vende situationen fra i torsdags til noget positivt. Og det er virkelig vigtigt, har jeg læst, for at komme videre.
Til dem, der ikke har læst indlægget, så fik Manden og jeg i torsdags at vide, at den pige, vi har gået og ventet på, måske i virkeligheden er en dreng. Og det var jeg meget, meget berørt over.
Ikke fordi, jeg ville være ked af at få en dreng! Men fordi, jeg i så mange måneder har forestillet mig alle de ting, jeg skulle lave sammen med min datter.
Informationen ramte mig langt hårdere, end jeg nogensinde havde forventet. Jeg har hele tiden haft i baghovedet, at de jo aldrig kan være hundrede procent sikre ved scanninger, så et eller andet sted troede jeg, at jeg havde forberedt mig selv på, at det kunne ske. Men for fanden – der er jo ingen af mine veninder, der har fået en forkert besked om, hvad de ventede sig!
De har allesammen fået en besked, fundet navne og tøj i enten blåt eller lyserødt, og nogle uger senere – bum, så har de stået med det lovede barn i hænderne, og alt var godt. Jeg stolede på scanningsdamen, der sagde, at hun var så sikker, som hun overhovedet kunne blive, og begyndte derfor at planlægge.
Hun har jo levet i mit hoved
Jeg har forestillet mig, hvordan min lille pige ville lege med vores hunde, og hvordan hun ser ud, når hun smiler. Hvordan det ville være at give hende en bestemt gave juleaften, og hvilke traditioner, jeg ville indføre. Hvilken sang, der skulle synges som godnatmelodi, og hvordan vi ville sidde på vej hjem i bilen og snakke om de ting, hun havde oplevet i børnehaven.
Jeg har både købt, og er startet på, Barnets Bog, og har generelt bare investeret rigtig mange følelser i den lille pige, der var inde i min mave, hvilket jo er en god og sund reaktion fra en, der snart skal være mor! Derfor ramte det bare så hårdt, for det føltes – som jeg skrev i mit forrige indlæg – som at have mistet den lille pige.
Så jeg sad hele aftenen og stirrede ud i luften og græd. Af og til stille tårer, men til tider blev de afløst af grådanfald. Manden holdte om mig det meste af aftenen, fodrede både mig og dyr, og tog sig af alt det praktiske.
Jeg fik slet ikke sovet natten til fredag, fordi jeg lå og tænkte og græd, læste artikler på nettet om at miste et ufødt barn, og tænkte lidt mere uden egentlig at komme videre. Da Manden vågnede ved siden af mig, græd jeg ikke. Så lagde han sine arme om mig og spurgte, hvordan jeg havde det, og så startede det hele forfra. Så tog vi snakken igen.
Han er påvirket af det på en helt anden måde end mig, fordi han jo ikke er den, der har babyen inde i maven. Så det, der påvirker ham mest, er jo nok min sorgreaktion.
Vi blev enige om, at det er okay at være kede af det. Og at det faktisk føles som at have mistet et barn, for hun har jo været virkelig i vores bevidsthed. Hun har levet i vores tanker. Samtidig er vi jo også vildt lykkelige over, at vi overhovedet skal være forældre! Og hvad nu hvis de faktisk tog fejl ved den seneste scanning? Ingen af os turde egentlig at stole på noget længere…
Måske er der en mening med det
Jeg har lige været igennem et forløb med stress, og har i den forbindelse set noget til en klog dame, der har en lang uddannelse bag sig, og som kan hjælpe mig med at få styr på mine tanker. Nogle kalder hende psykolog, men jeg kalder hende min redningskrans. Jeg ser hende stadig med jævne mellemrum, og tilfældet ville, at jeg skulle op til hende lige netop fredag.
På grund af stressen har jeg i forvejen været noget bekymret for, om jeg mon kunne udvikle en fødselsdepression, fordi jeg jo på den måde er mere sårbar. Jeg er stressfri nu – men hvor meget eller lidt skal der til, før end lortet kommer igen? Jeg har derfor været meget opmærksom på at få snakket ud om ALLE de følelser, sådan en graviditet sætter i gang, og jeg var derfor heller ikke i tvivl om, hvad min times snak skulle gå med.
Den kloge dame kiggede på mig med forstående øjne og fortalte mig, at det var okay at sørge, og at det da måtte have sat en masse voldsomme følelser i gang (det kunne hun vist godt se på mine ophovne øjne, som da også blev fyldt med vand igen, da hun sagde de ord). Hun sagde også, at det kunne føles som at miste det barn, jeg havde lært at kende gennem de seneste otte måneder. Det var rart at høre en professionel sætte ord på og legitimisere de følelser, jeg havde.
Og så gjorde hun det, som psykologer gør så godt… Hun spurgte om nogle ting, der satte tankerne i gang. Det skal man altså ikke undervurdere. Det er utroligt, hvad det kan gøre at få snakket ud om tingene, vendt tankerne på hovedet og at få sat konkrete ord på de følelser, der vælter rundt i kroppen.
Da jeg kom ind til hende, havde jeg en følelse af, at jeg slet ikke var gravid, eller i hvert fald ikke havde lyst til at være det. At jeg havde mistet et barn, og at jeg slet ikke var klar til at få et nyt… En time senere gik jeg derfra fyldt op af glæde og taknemmelighed over, at der er en, der sparker rundt inde i min mave. Men også en frygt for, at den idiotiske tanke fra før ville gøre, at babyen ikke overlever de sidste par uger, og en skyld over nogensinde at have tænkt sådan.
Du skal bare elske livet
Grunden til humørskiftet var så simpel, at det jo næsten er til at ryste på hovedet over. For det, der fik vendt mine tanker, var hendes ord om, at det her måske er et kæmpe gok i min alt for kontrolfikserede hjerne, der skal få mig til at leve mere i nuet.
Jeg lever nemlig ret meget i mine forestillinger – i dette tilfælde mine forestillinger om, hvordan det vil være at få en pige. Og det er jo godt at kunne, så man kan knytte sig til barnet. Men omvendt gør det, at det er meget lettere for uforudsete hændelser at få korthuset til at vælte.
“Hvad nu hvis du glemmer alt om, om det er en dreng eller en pige – og så bare elsker det LIV, der er inden i dig. Det er dit barn, og du skal være mor lige om lidt. Til et barn. Et fantastisk barn, der vil elske dig og have brug for dig,” sagde hun.
Ikke rocket science, nej. Men det var lige præcis, hvad der skulle til. Jeg har brugt hele weekenden på at KNUSELSKE den lille røv, der kører rundt inde bag mit maveskind, som skurrer mod mine ribben, og giver mig de vildeste jag ned i bækkenet og gør, at jeg ikke kan gå. Jeg ved, jeg skal passe på det og elske det for evigt, ligegyldigt om det er til Batman eller Bratz.
Muligvis elsker vi det faktisk endnu mere nu, hvilket er en underlig følelse. Måske handler det om, at vi jo så netop har følt, at vi har mistet et barn, og derfor glæder os endnu mere til at få det her? Jeg kan i hvert fald mærke, at der er kommet mere fokus fra både min og Mandens side til den, der ligger inde i maven.
Jeg har i dag kigget på både små drenge og små piger i Brugsen (det er altså ikke så vammelt, som det måske lyder), og forestillet mig, hvordan det vil være at traske rundt med det ene eller det andet køn ved hånden. Jeg kom hurtigt frem til, at det var fuldstændig ligemeget. Jeg vil bare gerne have mit barn, og det må faktisk gerne være nu.
Så fra at føle, at jeg har mistet min pige, så går jeg nu bare og glæder mig til at få ET BARN. Og et eller andet sted har det nok været godt for alle parter, at vi har fået chokket nu og ikke først ved fødslen, hvor der jo sker så meget andet.
Mangler stadig en afklaring
Jeg kan dog ikke helt slippe behovet for at vide, hvad der gemmer sig derinde. For nej, vi stoler altså ikke på, at de har set rigtigt anden gang heller, selvom risikoen for en fejlvurdering jo nok var større ved første scanning.
Derfor har jeg bestilt en 3D kønsscanning til på mandag, så jeg kan få endnu en vurdering – og forhåbentlig selv få syn for sagen, så jeg bedre vil kunne omstille tankerne, i stedet for at jeg skal gå i fem uger og tænke: Hm, måske…
Det føles stadig som om, det bare var en dårlig joke, og vi har ikke lyst til at lukke helt ned for Marie, før vi har fået nogen til at kigge én gang mere.
Hvis det vitterligt er en dreng, vil det måske få nogle af følelserne op en gang mere. Men så er jeg i det mindste på forkant med dem.
Ligegyldigt hvad køn, vores barn er, så glæder vi os afsindigt meget! Og jeg kan i hvert fald tage en lektie med mig, som nok er særligt god nu, hvor vi skal til at leve med et højst uforudsigeligt, lille menneske: Planlægning og visualisering er rigtig gode værktøjer – men det er også vigtigt at kunne omstille sig, når tingene falder sammen om ørerne på dig.
Tænk, det troede jeg faktisk, jeg var ret god til…