Jeg har været til scanning i dag. Hele to jordemødre var nemlig i tvivl om, om min baby lå den rigtige vej, og det går de jo lidt op i på det her tidspunkt i graviditeten. Derfor fik vi tilbudt en ekstra scanning, som vi selvfølgelig sagde ja til.
På vej i bilen kunne jeg godt mærke, jeg var lidt nervøs.
“Hvorfor det?” spurgte Manden.
“Fordi jeg er bange for, at hun vender forkert. Jeg vil virkelig ikke have et kejsersnit. Altså, et akut kejsersnit er noget andet, men et planlagt et…”
Jeg sagde til ham, at han nok ikke ville kunne forstå det, for jeg kunne ikke helt selv sætte tanker på. Noget med at blive berøvet oplevelsen af, hvordan urkvindekroppen fungerer, og at jeg bare ville være trist af at gå glip af den smertefulde oplevelse.
“Og hvad hvis de siger, at det slet ikke er en pige?” bekymrede jeg mig videre.
“Så må han gå i lyserøde kjoler,” svarede Manden. Så grinede vi lidt af det.
Da vi kom op på hospitalet blev vi mødt af tre jordemødre. En som skulle scanne, en som skulle tage notater og en, som bare skulle kigge på. Det var fint nok. Jeg kørte de indledende, nervøse høflighedsfraser, inden jeg lagde mig op på briksen.
Hun startede scanneren og fandt straks hovedet, som lå fint ned i bækkenet. Så målte hun hist og her og alle vegne, og ovre fra sekretæren lød der kommentarer som “Det er helt perfekt” og “Det er SÅ fint”.
Så alt i alt en fin lille dreng.
“Det er løgn?!” røg det ud af mig. Alle tre jordemødre kiggede og nikkede: “Jo, det der ligner bestemt en lille dreng. Se, her er pungen, og her er tappen.”
“Vi kan selvfølgelig ikke være helt sikre, men I skal altså nok forberede jer på, at det ikke er en lille prinsesse, der kommer ud,” lød beskeden.
Og så gik jeg lidt i chok. Så meget, at ikke engang ordet “prinsesse” rørte mig. Jeg plejer ellers at få kvalme, når folk siger sådan om børn.
Det var jo bare for sjov, vi havde sagt det der i bilen. De tager aldrig fejl, vel? Altså, hvis de ikke er helt sikre, så siger de jo ikke noget – vel? Til scanningen for 15 uger siden sagde en anden jordemoder jo, at hun var næsten 100% sikker på, det var en pige. Hun kunne i hvert fald ikke være mere sikker. Sagde hun.
Jeg nåede ud i elevatoren, før tårerne begyndte at strømme. Chok? Skuffelse? Sorg? En blanding af det hele… Vantro også… Jeg kunne bare ikke holde op igen.
Der er ikke noget galt med at få en dreng. Havde jeg fået det at vide dengang for 15 uger siden, så var jeg måske blevet lidt trist – for i mit hoved har jeg altid skulle være mor til en pige, og derfor var det en kæmpe lettelse, at vores første blev en pige, for så havde jeg ligesom fået hende. Det der barn, jeg altid har haft i hovedet. Så var det ligemeget, om den næste blev en dreng eller en pige. Og ja, det var det måske alligevel, også selvom den første havde været en dreng, men nu var det altså “ret sikkert” en pige, og det var rart.
Desuden har jeg lige siden undfangelsen haft en helt klar følelse af, at det var et hunkønsvæsen, der sprællede rundt derinde. Alle symptomerne har også været der, omend det bare er ammestuesnak. Jeg er ligeglad. Det har altid været en pige i min bevidsthed. Derfor var det en lettelse, da jordemoderen så sikkert kunne stå på, at jeg havde haft ret i den fornemmelse.
Som sagt, havde jeg nu fået beskeden om en dreng dengang… Så var jeg måske blevet trist, men så havde jeg jo kunne vende mine tanker, og begynde at lære det lille menneske inden i maven at kende på en anden måde.
Det er derfor, jeg græder. For det gør jeg stadig. Vildt, inderligt og hele tiden. Og jeg kan ikke stoppe igen. Værelset er malet, tøjbamsen er købt, navnet er sågar klistret op på væggen. Jeg har lært min lille Marie at kende gennem otte måneder, jeg har haft forestillinger og drømme. Det er altså et lille menneske, jeg har bygget op i mit hoved.
Hver gang hun har sparket, hver gang vi har set hende på et scanningsbillede… Så har det været min lille datter. Og nu er hun bare væk.
Jeg har heldigvis en fantastisk ring af venner og familie omkring mig, som har været gode til at trøste og kramme hele dagen, men der er også nogle, som har sagt til mig, at jeg bare skal være glad for, at det er et sundt og raskt barn, og at jeg kommer til at elske baby lige højt, ligegyldigt hvilken vokal der står mellem h’et og n’et.
Og ja, det er fuldstændig korrekt. Og ja, jeg ved godt, at jeg er heldig – jeg får tilsyneladende et sundt og raskt barn ud om et par uger. Et barn, der bare passer perfekt på millimetermålene, uden synlige misdannelser. Et af dem, der trækker vejret og elsker mig ubetinget bare fordi, jeg er mig.
Jeg ved, der er andre, der gladeligt ville bytte med mig, fordi de ikke kan få et barn. Jeg ved også, at der er ebola og sultne børn i Afrika. Det er måske ikke en fair sammenligning, men jeg synes helt ærligt ikke, man skal sammenligne egen ulykke med andres.
For jeg føler, jeg har mistet et barn. Jeg føler ikke, det barn, der bumler rundt i min mave lige nu, er det samme barn, jeg har ventet på de seneste mange måneder. Jeg har mistet min lille pige, og hun kommer aldrig igen.
Jeg skal pakke alle de lyserøde sager og drømme sammen og stille dem op på loftet. Og håbe på, at den næste bliver en pige. Men det er jo ikke den næste, jeg har købt de ting til. Dem har jeg købt til Marie, og jeg kan ikke bare lave en ny Marie. Ud over det har jeg faktisk heller ikke lyst til bare at gå og vente på ‘den næste’. Det er ikke fair over for den smølf, der vandt væddeløbet denne gang.
Men jeg er i sorg. Det føles som om, jeg har mistet. Og nu har jeg kun et par uger til at lære mit nye barn at kende.
Igen: Jeg ved godt, jeg er heldig. Jeg skal have et barn. Der er mange, der gerne vil bytte. Jeg ved også godt, at jeg kommer til at elske den her lille dreng til hudløshed, når han engang er landet. Men jeg tror, jeg altid vil føle, at jeg har mistet min lille pige. Det kommer nok til at kræve lidt flere dage med gråd. Og så skal jeg nok få vendt tankerne bagefter.
(Hvis I kommenterer, er I så ikke søde at lade være med at sige, at jeg kommer til at elske ham? Jeg er bare ikke klar endnu…)
