Det spurgte min veninde mig om i dag, hvor der er præcis en måned til min terminsdato. Én måned…. Eller 4 uger…. Som i 30 dage… Shit, det går stærkt…
Jeg svarede nej, for det er simpelthen for uvirkeligt, at vi lige om lidt skal være forældre. Til et barn! Altså, vi har jo både hunde og katte allerede, som både får svingture (ikke i poterne, sådan er vi ikke! Men de bliver løftet og danset rundt med), nusset og pusset og snakket til, som om de var vores børn.
Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at Manden bliver en fantastisk far. Han er simpelthen om de dyr hele tiden.
Mig derimod… Æh… Jeg er ret sikker på, jeg bliver en god mor. Jeg bliver selvfølgelig den absolut bedste mor, jeg overhovedet kan mønstre. Jeg har altid tænkt, at jeg først ville blive rigtig glad i livet, når jeg fik mine børn, som i øvrigt altid har været en selvfølgelighed for min fremtid. Men lige nu er det, som sagt, totalt uvirkeligt.
I mit hoved har det her bare været endnu en lidt hård periode i mit liv. Ligesom de der syv måneder, hvor Manden var i Afghanistan, og jeg havde konstante mavekneb og dørklokkefobi.
En træls periode (så så man lige mig bruge ordet træls, som en ægte jyde…) med en masse smerter i kroppen, som går over lige om lidt, og så bliver alt, som det var engang. Hvis jeg tænker over det bare fem minutter mere, går det op for mig, at intet nogensinde bliver, som det var.
Vi skal aldrig mere til vilde julefrokoster eller karneval i Aalborg, vi kommer ikke til at rejse rundt i tre måneder i USA i en bil, som ellers var drømmen, eller at tage spontant i bowlinghallen. Nytårsaften vil aldrig igen blive lige så vild en fest…. Fordi det der barn altid vil være der. Hvis ikke fysisk lige ved siden af, så i det mindste et eller andet sted i bevidstheden.
Derfor bliver festerne ikke vilde, for hvem orker tømmermænd OG morgenfrisk unge, der skal aktiveres eller mades eller bare gloes på, mens det tegner?
Og selvfølgelig kan man godt tage ud og rejse, men ikke i tre måneder uden at barnet også er med. Det kunne jeg skam sagtens, og det er den nye drøm! Det bliver bare ikke det samme.
Det bliver aldrig igen bare HAM og MIG. Os to.
På den ene side skræmmer det mig helt vildt, fordi jeg har brugt så mange år på at pille i min egen navle og forsøge at finde ud af, hvem jeg egentlig er. Hvad jeg egentlig vil. Lige om lidt er det slut med at have tiden til det.
På den anden side glæder jeg mig helt vildt, for det er trættende i længden, og man får ondt i nakken af at have hovedet bøjet ned mod eget centrum for længe af gangen.
Det er uvirkeligt, at hun kommer til at ligne mig. Og ham – ham jeg elsker allermest her i verden. Hvad nu, hvis der så ikke er plads til kærligheden mellem ‘Os to’, når det nu bliver en trio. Måske vil den bare vokse sig endnu større – men hvad nu hvis der heller ikke er tid til den?
Vi kommer begge fra skilsmissefamilier, så det ligger ikke langt fra mig at tænke, at det er en risiko, der altid lurer lige bag ved lykken. Jeg tror ikke, det kommer dertil. Netop fordi vi begge kommer fra smadrede hjem, er vi jo opmærksomme på signalerne længe inden, de vokser sig store. Og vi elsker hinanden. Sådan helt ind til benet.
Men hvad nu hvis? Så skal man pludselig til at forholde sig til en helt anden virkelighed, for så var det ikke bare kærligheden, der bristede, men hele drømmen om kernefamilien. Ja, man kan finde en ny partner, og så kan man få dine-mine-vores-børn og have det lykkeligt med det.
Men kernefamilien – der er kun ét skud i bøssen. Og jeg er pisse bange for ikke at ramme. På den anden side er det alt for fedt at gå rundt i skoven med ham, der er far til mit barn, til at jeg ikke vil tage chancen. Det gør vi tit, og det kommer vi også til, når den lille pige kommer ud til os – lige om lidt.
Det bliver vildt. Og jeg glæder mig. Og så er der jo ikke andet at gøre, end at håbe (og arbejde) på, at det holder.
Er jeg klar? Nogle gange. Det kommer an på, hvornår jeg lige spørger mig selv. En mærkelig blanding af kærlighed, euforisk lykke og panisk angst. Mon alle kommende mødre har det sådan? (Og hvis ja, hvorfor siger de så ikke noget i stedet for bare at udtrykke ren forventningsglæde?)