Så gik tiden, og den gik stærkt. De tre helvedesuger, som jeg i lang tid har forsøgt at holde på afstand med tårer og vrede, er nu ved at være forbi. I aften kommer min mand hjem fra den sidste øvelse med arbejdet, inden vi rammer terminen.
Er du Vimmersvej, det har været hårdt, men på en eller anden måde er tiden fløjet afsted alligevel, heldigvis godt hjulpet på vej af små tilfældigheder og min mands vilje til at klippe et par hæle og tæer. Meningen var jo, at jeg skulle være alene i treeee uuuuger, men han fik fikset det sådan, at han alligevel godt kunne komme hjem og hente drengen nogle af dagene, og så bare køre afsindigt tidligt på arbejde.
Det har været hårdt for os alle, men der har bare ikke været andre muligheder, for jeg kan vitterligt ikke gå længere. Babydrengen ligger så lavt i mit bækken, at det føles som om, han er ved at falde ud, hver gang jeg rører på mig, så bare det at komme ud af sengen er noget, der kræver kilometerlange tilløb og stramme, forpinte ansigtsmasker.
Den her uge var der dog ikke noget at komme efter. Hr. Hansen kunne ikke komme hjem, og jeg fik derfor lokket min mor til at overnatte på sofaen. Det har gjort det lidt lettere, men har ikke helt været nok. Selvom hun har hoppet og danset, lavet mad, støvsuget og leget med Frømanden, så er der bare visse ting, som drengebarnet stadig ikke vil acceptere, at mormor gør, når nu mor stadig er i huset. At blive nusset tilbage i søvn ved en natteopvågning, for eksempel.
Første aften prøvede vi først at sende mormor ind på børneværelset, men det resulterede bare i et vanvittigt arrigt barn, som kastede sig rundt i sengen, og nægtede at blive rørt ved. Overhovedet. Det vågnede han sjovt nok ret meget op af, og så måtte jeg lige bruge halvanden time på at overbevise ham om, at det faktisk stadig var nat.
Han er et lille vanedyr, som for eksempel slet ikke kan have, hvis noget står åbent, når det plejer at være lukket, eller at sko står i den forkerte skobakke i entréen, og derfor reagerer han også altid ret meget, når Hr. Hansen ikke er der til at putte. Normalt lægger han sig til at sove på 5-10 minutter, og så sover han hele natten. I denne her uge har jeg været oppe hver nat, nogle gange med en halv times interval.
Selvom jeg prøver at fortælle ham flere gange om dagen, hvad der skal ske, hvor far er, og hvornår han kommer hjem (tak for det råd, Pernille <3), så hjælper det kun en smule. Og det viste sig rimelig umuligt at lave videoopkald til en jysk ødemark, så løsningen med lige at sige godnat til far på Skype inden sengetid blev også hurtigt udelukket.
Men tiden er gået, som den jo har gjort hver evig eneste gang, jeg har været græsenke. Nu er det torsdag, og i aften kommer manden hjem, måske endda tids nok til at putte drengebarnet. Og så har jeg FRI! For så tager Hr. Hansen tjansen med det hele, indtil baby har tænkt sig at melde sin ankomst (og jeg forhåbentlig igen kan hente mit eget glas med vand).
Det bliver presset. Det gør det sgu. Og jeg er simpelthen så træt og besværet, at jeg ikke orker noget. Jeg prøver virkelig at sætte mine forventninger til julepyntning, kagebagning og julegaveindkøb helt ned, men det er svært, og jeg er dybt frustreret. Frustreret over at være så afhængig af andre og over ikke at kunne noget som helst.
Misunder sgu dem, der kan tage ud og spise og what-not helt frem til terminen. Min krop er klar til at smide ungen ud nu, skulle jeg hilse og sige. Mit sind – not so much. Men helt ærligt, det må det bare tage og blive.
12 dage til termin.
Nåja, og en måned til juleaften, hvis nogen går op i sådan nogle datoer ;)
