For et par uger siden gik jeg i krig med at genlæse den bog, der efter min bedste overbevisning fik mig gennem min første fødsel uden at gå i panik. Smertefri Fødsel, hedder den, og jeg har tidligere skrevet lidt om det her, hvis du vil læse mere om, hvad det går ud på. (Spoiler alert: Nej, en fødsel er ikke smertefri!)
I ved, bare sådan for at forberede mig lidt på det, der uundgåeligt kommer til at ske inden for den næste måneds tid. Jeg ved ikke, om det der med at føde børn er lidt det samme som at køre på cykel, og at man bare lige skal op på sadlen og genfinde balancen, før det kører. Men jeg har ikke lyst til at finde ud af det på den hårde måde.
Så jeg læser og øver mig på at trække vejret som en schæferhund på en varm sommerdag, mens jeg fokusvisualiserer og træner afspænding.
Åhja – og genoplever fuldstændig, hvor sindssygt ondt det gjorde at føde det der barn. På dét punkt kan jeg så konstatere, at kroppen ikke glemmer!
Som jeg fik bladret mig gennem bogen, kom minderne pludselig væltende…
Klokken 20:00, netop som håndboldkampe blev fløjtet igang inde i vores tv, kom den første ve. Den kom i samme øjeblik, jeg rejste mig fra middagsbordet for at vælte over i sofaen, og jeg kan huske, jeg sagde til manden, at: “Så, nu starter det. Det der var en ve.” Han svarede bare okay, hentede en pose chips og satte sig til rette ved siden af den prustende hval i sofaen.
Det var mærkeligt at ligge og se håndboldkamp, mens veerne stille begyndte at skylle ind over mig. For det gjorde de. De kom i bølger, selvom det lyder åndssvagt, og de gjorde ondt. Ret ondt, tænkte jeg dengang og spekulerede på, hvor mange timer jeg mon skulle døje med det. Jeg måtte allerede i gang med at bruge den vejrtrækning, jeg havde øvet, og forsvandt hurtigt ind i min egen verden. Jeg kan ikke huske, hvem der vandt kampen. Det var mandag den 15. december 2014.
To timer senere gik vi i seng. Hvis han havde tænkt sig at komme om natten, gjaldt det om at være nogenlunde udhvilede. Vi kunne alligevel ikke koncentrere os om så meget andet, eller jeg kunne i hvert fald ikke. Jeg tror faktisk ikke, min mand havde et problem med at lade sig opsluge af håndboldkampen.
Hele næste dag gik med veer. Jeg var helt væk i min egen verden, men kunne heldigvis sove mellem dem. Jeg lå krøllet sammen som en kat under min dyne. Soveværelset var mørkt, og jeg havde en radio til at spille musik på lav volumen. Hr. Hansen havde rullet mørklægningsgardinet ned og tændt stearinlys for at skabe den ultimative hulestemning, for det skulle nemlig sætte godt gang i hormonerne, havde vi læst. Jeg havde det rigtig rart og hyggeligt, selvom det gjorde sindssygt ondt alle steder med uregelmæssige mellemrum.
Hr. Hansen så jeg ikke meget til den tirsdag. Han fedtede rundt og fik styr på de sidste detaljer, og kørte velopdragent i byen efter det lyseste toastbrød, han kunne finde. Og rød saftevand. To ting, jeg ikke havde rørt i årevis, men som pludselig virkede som det eneste rigtige. Han serverede brødet med masser af smør, og puttede et sugerør i min saftevand. Han havde også købt en lille julestjerne med, som stod og heppede på mig på natbordet, og gjorde mig glad at kigge på. De små detaljer betød en hel del.
Det var en overvældende smerte, der lammede mig, når jeg forsøgte at rejse mig for at tisse. Jeg brølede som en ko. En dyb, voldsom lyd, som jeg aldrig havde hørt fra mit svælg før, og som jeg ikke kunne stoppe, væltede ud af mig, da jeg støttede mig til væggen for ikke at falde om af smerte. Min lille hund, der trofast havde ligget ved siden af min seng hele vejen, begyndte at knurre af mig. Den kunne heller ikke kende mig.
Tirsdag aften klokken 20.00. Efter at have ligget inde i min fødehule i et døgn, begyndte jeg at blive desperat. Der skete ligesom ikke rigtig noget, og jeg ringede og tudede til min jordemoder, om hun ikke nok ville se på mig. Jeg kunne ikke rigtig overskue at bevæge mig ud af sengen for at køre på hospitalet, men der var nødt til at ske et eller andet.
På hospitalet skulle vi selvfølgelig ned i det undersøgelsesrumm, der lå allerlængst væk. Jeg besluttede mig for, at næste gang, jeg skulle ned ad den gang, skulle det være i en kørestol. Det var en kamp at komme derned, og jeg overvejede en del gange, om jeg bare skulle smide mig på gulvet og blive undersøgt der, hvor jeg nu end faldt.
Det var en kæmpe lettelse, da jordemoderen kunne konstatere, at der altså VAR gang i fødslen, og at hun kunne garantere mig, at han ville komme ud næste dag. Der ville ikke gå to dage, han ville komme ud onsdag, lovede hun mig. Hun sendte mig hjem med en sovepille i hånden, og hospitalsgangen føltes slet ikke lige så lang, da vi gik tilbage igen. Nu skulle jeg bare hjem og vente.
Det var ikke nemt for mig at tage den sovepille. Jeg havde en mulliard sommerfugle i maven, for hun havde jo lovet, at det var lige op over. Lige om lidt. Det kunne jeg da ikke sove fra!
Men det kunne jeg. Jeg ved ikke, hvad det var for en pille, men jeg husker absolut intet fra jeg tog den klokken cirka 23.30 og til jeg vågnede af en voldsom ve ved en 2-tiden. Min mand kunne senere fortælle, at jeg i det tidsrum både havde været på toilettet og i bad, fordi vandet var gået.
Da jeg vågnede, var jeg skidesur. Virkelig pisse-skide-sur. Hvor lang tid havde den varet?!
Jeg smadrede en hånd i maven på den snorkboblende mand og råbte af ham. Han anede overhovedet ikke, hvad jeg snakkede om, hvilket selvfølgelig kun gjorde mig mere sur. Nu havde jeg ligget der og lidt helt alene, mens han bare lå og sov sødt. Det mindste han kunne gøre, var sgu da at tage tid på veen. Han sov ikke igen før onsdag aften. Jeg formåede faktisk at sove i de fire minutter, der var mellem de vanvittige veer, som kom hen over de næste to timer.
Klokken 04 var jeg rimelig klar i hovedet. Og klar til at køre på sygehuset. Vi ringede for at fortælle, at vi kom, og hun må have kunne høre mine lyde i baggrunden, for det var okay, sagde hun. Jordemoderen. Som ikke var VORES jordemoder. Hun havde nemlig travlt med en anden fødende.
Jeg gik i panik og begyndte at græde: “Men det SKAL være Anette!” råbte jeg fortvivlet og besluttede mig for, at så ville jeg slet ikke føde. Min mand fik snakket mig ned og sagde, at nu kørte vi ind på fødegangen, og så måtte vi se, om hun var der. Ellers skulle han nok finde hende til mig, lovede han. Jeg indså, at der ikke var ret mange alternativer alligevel.
På vej ud i bilen var der kaos. Alle dyrene besluttede sig for, at de skulle enten ind eller ud af hoveddøren. Hundene løb ud og gøede af mørket, mens kattene så deres snit til at løbe ind og gemme sig i stuen. Jeg tror, de alle kunne fornemme, at der var noget, som var helt anderledes. Jeg kunne hverken bøje mig eller løfte fødderne, så Hr. Hansen måtte vrikke fodtøj og jakke på mig, mens jeg forsøgte at holde mig på benene under veerne, der stadig kom væltende hvert fjerde minut.
Til sidst lykkedes det ham at få styr på tropperne og få mig bugseret ud i bilen. Og så blev der stille. Der var ingen biler på vejene, ingen radio, ingen snak. Det kunne jeg ikke overskue. Der var kun mit åndedræt og en koncenteret mand, der sørgede for at bløde alle hjørnerne af. Det føltes godt og trygt, og i den sidste rundkørsel, før vi nåede sygehuset, blev min panik afløst af et helt enormt fokus. Det her var en opgave, vi skulle igennem sammen, og vi var et team. Et super sejt team. Og vi kunne godt klare det her!
På parkeringspladsen fandt vi en plads helt oppe ved døren. Det var en af fordelene ved at komme midt om natten. Normalt er der nemlig propfyldt, og netop dét problem havde været på min bekymringsliste. Vi havde fundet en løsning alligevel, men lige dér var jeg så glad for, at min mand ikke først var nødt til at sætte mig af ved hoveddøren, inden han så skulle ud på jagt efter en plads, før han kunne løbe op og få mig videre.
Da jeg steg ud af bilen, blev jeg overmandet af en kraftig ve, og min mand måtte gribe mig, så jeg ikke kolapsede på jorden. Jeg fik et godt tag i bildøren, og gispede til ham om at “ryste mine æbler” – noget som lyder mere frækt, end det er. Han tog fat om mine hofter og begyndte at ryste dem fra side til side. Bagefter hentede han kørestolen. Jeg forsøgte at blive i min afspænding og vejrtrækning, mens jeg smilede og gispede tak til dem, vi passerede på vej op, som ønskede held og lykke.
Da jeg spottede Anette, som stod og tog imod os i døren til stue 4, begyndte jeg at hyle. Så kom lettelsen. Nu skulle det hele nok gå. Nu var vi her jo allesammen, og nu var vi snart i mål. Tænkte jeg. Jeg overvejede slet ikke, at det faktisk kunne vise sig bare at være starten på endnu et langt forløb.
Jeg kom op og ligge på briksen, og gled lynhurtigt ind i min egen verden af veer igen. Jeg hørte dog, at min mand snakkede noget om at gå ned og flytte bilen, som jo var parkeret på en 3-timers-plads. Pludselig kom panikken tilbage, og jeg kunne kun råbe “Du går ingen steder!”. Jeg kunne på ingen måde overskue, hvis han gik fra mig. Så han blev. Det måtte koste det, sådan en bøde nu engang koster.
Pressetrangen kom, inden jeg var udvidet nok til at måtte presse med. Det er de vildeste, mest intense 45 minutter, jeg nogensinde har måtte stå igennem. Følelsen af, at kroppen bare tager over, var vanvittig. Heldigvis havde jeg i bogen lært, hvordan jeg kunne bremse de der veer, og jeg kæmpede for at trække vejret, så jeg ikke fik gjort skade på mig selv.
Det var en vild kamp. Mine fødder kørte rundt, jeg jamrede og hylede og kastede mig rundt i sengen, i hvert fald inde i mit hoved. Min mand husker det noget anderledes. Jeg havde da ikke ligget lige så stille, som jeg havde gjort indtil da, og han var da heller ikke i tvivl om, at de her veer gjorde lidt mere ondt, men det var stadig rimelig fredeligt, sagde han.
Jordemoderens spørgsmål kom mellem veerne: Skulle jeg på toilettet? Ville jeg have noget afførende middel? Ville jeg op i badekarret? Jeg magtede ikke at tage stilling til noget som helst, så alt blev bare et nej. Bare lad mig være alene med de her smerter!
På et tidspunkt kiggede Anette mig lige i øjnene og sagde, at hvis jeg skulle føde i det der vand, så skulle jeg derop NU. Jeg fik bakset mig ud af sengen. En ve greb fat i mig, og jeg måtte holde godt fast i sengen for ikke at falde om. Anette tøvede – skulle jeg nu op i det badekar? Hvis noget gik galt, skulle jeg kunne komme hurtigt op igen, fordi det er vanskeligere at tage de hurtige beslutninger, hvis den fødende ligger i vandet. Manden så desperationen i mine øjne, for han vidste godt, det ville blive et helvede for mig at føde oppe i den seng. “Jeg skal nok sørge for, du kommer op!” sagde han. Jeg stolede på ham.
Da jeg kom op i karret, lettede tågerne fuldstændig. Min krop slappede af, og jeg blev helt klar i hovedet. Åh, hvor var det dog skønt. Jeg lagde mig på knæene og hvilede hovedet på kanten, mens jeg henført sukkede, at her kunne jeg godt blive for evigt. Der var ikke rigtig andre, der bakkede op om den idé. De mente, jeg skulle se at få født den der unge.
Anette blev pludselig stram om munden. Babys hjertelyd var faldet, og hvis den ikke blev bedre om et par minutter, så var det hurtigt op igen. Jeg skal fandme ikke op igen, tænkte jeg, og vendte mig om, så jeg lå på ryggen og flød i vandet. Ordene var ikke blevet inde i mit hoved, og bagefter fortalte Anette, at det var måden, jeg havde sagt, eller rettere snerret, det, der fik hende til at give mig en chance mere. Jeg var fuldt ud overbevist om, at vi skulle klare det sidste af den her fødsel i vand. Heldigvis var Frømanden enig, og han fik sat godt gang i hjerteslagene igen.
“Okay, prøv at presse med på den næste ve,” sagde Anette. Det var det vildeste, jeg havde hørt i mange timer. Er det nu, er det virkelig nu?? Shit! Så er det overstået lige om lidt. Og nu kommer det til at gøre rigtig ondt.
Klokken var 7.00, og der var skiftehold, men Anette sagde, at hun lige ville blive, til min baby var ude, når hun nu var så tæt på. Det var virkelig rart, og jeg fokuserede kun på Anette. Jeg vidste, at hun nok skulle hjælpe mig igennem.
Hvor jeg før var i min egen, lille verden af smerter, var jeg som sagt nu helt klar i hovedet. Faktisk føltes det lidt som at se sig selv udefra. Der lå jeg. På ryggen, flydende i vandet. Min mand holdte mig oppe i armene, og jeg lå og forestillede mig, at jeg havde en stempelkande inde i maven, som var ved at presse et barn ud.
Hvor blev lydene af? Jeg havde læst om så mange, der oplevede de her urkvinde-lyde under pressefasen. Som en dyb brummen, en konstant lyd fra Den Arbejdende Krop. Jeg prøvede at brøle lidt, men kunne godt mærke, det bare gjorde det sværere at presse. “Prøv at vende lyden indad,” guidede Anette, og jeg tænkte “Fuck urkvinden” og pressede stille, og hurtigt, mit barn ud.
“Så kommer hovedet, og du skal lige holde en pause med at presse,” sagde de dygtige kvinder, der var ved at tage imod mit barn. Det vidste jeg godt fra det, jeg havde læst. Jeg følte mig fudstændig ovenpå i forhold til processen, men var samtidig ved at gå lidt i panik. Det var det her, der sved. Det her var det værste, og der var vitterligt ingen vej tilbage, for lige om lidt bankede næste ve på døren, og jeg kunne ikke gøre andet end at gå med den. Det hele gik så stærkt. Jeg råbte – som et løfte til mig selv, så jeg kunne komme igennem det – at jeg aldrig ville gøre det her igen. Aldrig.
Jeg nåede knap nok at presse den sidste gang, før min dreng væltede ud af mig. En vild følelse af en slatten krop, der bare bliver skudt ud, fulstændig som jeg har set det ske, når køerne og hestene på min barndomsgård bragte deres unger til verden. Et par sekunders kaos med blålige lemmer, fosterhinder og snask over det hele, og den før så forpinte mor kunne pludselig bevæge sig igen.
Klokken var 07:15. Det var onsdag den 17. december. Jeg satte mig på numsen i karret. Pludselig var jeg mobil, og jeg var ikke træt længere. Adrenalinen pumpede rundt, og jeg fik stukket en lille, fin, blå smølf i hænderne. Der var ikke noget blod på ham, knap nok noget fosterfedt. Han var så fin. Jeg var lidt bange for at holde ham, for jeg havde jo for pokker aldrig holdt sådan en før, og den her var min egen. Hvad hvis jeg gjorde skade på ham? Det er noget med, at de dør, hvis hovedet knækker af, ikke?
Alle sagde “Tillykke, mor!” og jeg fattede ikke, at det var mig, de snakkede til. Jeg blev altså ikke mor i det øjeblik. Jeg var bare forvirret.
Han kiggede på mig med sine store, sorte øjne, og jeg smilede til ham og sagde: “Dig kender jeg! Dig kan jeg godt genkende.” Han lignede fuldstændig den baby, jeg havde set på et scanningsbillede nogle uger forinden. Det var en vild følelse, at han slet ikke var spor fremmed længere. Jeg kyssede ham på hovedet, inden nogen tog ham fra mig, så jeg kunne komme op af vandet. Men mine øjne og hjerne var låst fast på ham. Der fandtes kun ham i det øjeblik, alt andet var sekundært.
Bagefter var der ingen smerter i bækkenet. Jeg kunne nogenlunde let kravle tilbage op i en seng. Det gjorde ikke engang ondt, da de rodede og regerede, som de nu skal, for jeg havde fået en varm, lille klump op på min mave. Han fandt mit bryst og knugede sin lille hånd om min finger. Det var en underlig følelse af noget, der var så skrøbeligt, men som alligevel var fyldt med knogler og kræfter, så man ikke bare kunne placere ham i en vilkårlig stilling, som jeg var vant til med kattene.
Jeg turde ikke bevæge mig. Var bange for at gøre skade på ham. Var rundt på gulvet. Havde mest lyst til, at en anden skulle tage ham, så jeg kunne få lov til lige at samle mig selv, men på den anden side havde jeg ikke lyst til at slippe ham igen. Nogensinde.
Den følelse har jeg stadig.
Det var en fantastisk god fødsel, som jeg også har skrevet om her, men lige nu har jeg slet, slet ikke lyst til at gøre det igen. Fuldstændig som sidste gang sidder jeg lige nu med frygten om, at jeg bliver totalt overrumplet af smerter, at ting går galt, og at jeg forbløder. Jeg er sikker på, at når jeg først er gået over tid, så får jeg det lidt anderledes, og når den første ve rammer mig, så er jeg klar. I hvert fald næsten. Jeg bliver nok først kampklar, når vi rammer rundkørslen.
Det allerførste billede af min lille frø. Her ligger han på min mave, kun et par timer gammel.