Så er der en uge til Den Store Dag. D-dag, due date. Den der dato, som jeg sikkert kommer til at se passere forbi mig, mens jeg stadig ligger strandet på sofaen og ryster lidt i hele kroppen over, hvornår mon denne her unge har tænkt sig at trykke på fødeknappen.
Det er ved at være trættende at være gravid, and here’s why:
Du ved, du er højgravid når…
… du ikke længere kan snige dig ind på folk, fordi du lyder som en telefonstønner, hver gang du rører på dig. Prust og støn og smerteudbrud, og jeg har ingen kontrol over det. Overhovedet. Jeg hører det ikke engang selv længere, og bliver faktisk lidt fornærmet, når folk griner af mig.
… du kun kan holde mavens vægt ud, hvis du støtter hænderne i ryggen som modvægt.
… du kører efter devicen “If it slips, it stays”. Sådan er det. Hvis ting/mælk/barn falder på gulvet, må det være fordi, det er et ønske for dem/det/den at bo der.
… du ikke længere magter at bøje dig fremover for at tage sokker på, og derfor går med kolde tæer på de dage, der ikke er en mand til at give dig dem på (nej, strømpe-påtageren fra Netto virker stadig ikke…)
… verden bryder sammen, når der ikke er flere isterninger i køleskabet, og den person i husstanden, der stadig har sin førlighed i behold, ikke kan se det livsvigtige i at køre i Rema og hente færdiglavede forsyninger klokken halv ni om aftenen. (Så kunne han måske have sagt til mig, at der kun var halvanden pose tilbage i morges!)
… alle former for videoer med dyr, små børn, gamle mennesker eller skræmmeklovne er bandlyst. Det samme med historier om bræk og gylp.
… ens barn siger “Mor!”, når han får øje på en pakke Balancid.
… barnet som det første løber ind i soveværelset, når han kommer hjem fra dagpleje og skal sige hej til sin mor. Og han bliver oprigtigt overrasket, når hun ikke ligger i sengen.
… du kigger på det fedtede hår i spejlet om morgenen og konstaterer, at det er NU, du skal gå i bad – inden du får tøj på – fordi det ellers bare ikke kommer til at ske.
… du alligevel går ind og tager tøj på i stedet, så du hurtigt kan komme ind og ligge på sofaen. (Det er alligevel ikke mig, der skal se på det størstedelen af tiden, så who cares.)
… folk synes, det er helt okay at sige: “Nej, hvor er du blevet STOR!” (Never is… Formulerer du det som “Nææ, en fin mave, du har fået – hvor langt er der igen?” får du et langt mindre hvislende svar.)
… du pludselig kan se det smarte i et bidét.
… du alvorligt overvejer at stå op midt om natten for at spise isterninger. Eller vent, det er måske bare mig ;)
