Mange har spurgt mig, om jeg så ville have kønnet af vide “næste gang”. Spørgsmålet kom faktisk første gang allerede et par dage efter, jeg havde fortalt jer, at Frømanden altså var en dreng, og ikke den pige, vi var blevet stillet i udsigt.
Dengang var jeg ikke i tvivl. Det skulle jeg helt sikkert! Og jeg skulle ikke bare have det at vide fra sådan en sygehusjordemoder, som ikke havde tid til at se ordentligt efter (fordi de skal huske at se på, om organer og sådan fungerer som de skal, ptsh!) – nej, jeg skulle have en rigtig kønsscanning.
Nu er “næste gang” så oprunden, og tiden er blevet booket for længe siden. I morgen får vi at vide, om det er en lillebror eller en lillesøster, der brygges på inde i min mave.
Jeg er dødnervøs. Faktisk måske lidt bange?
Først og fremmest er jeg bange for, om der overhovedet stadig er liv derinde. Risikoen er under 3%, men jeg har før raget alskens dårlige statistikker til mig, så man ved jo aldrig.
Nej, selvfølgelig er den okay! Og det er selvfølgelig det vigtigste, men det er også vigtigt for mig at få et helt sikkert svar på, om det er en dreng eller en pige for jeg kommer til at knytte mig til svaret. Og det er derfor jeg er bange. Hvad hvis det sker igen, at den der scanner tager fejl..?
Nu kender scanningsdamen jo min forhistorie, og hun har lovet mig, at hun ikke siger hverken blå eller pink, med mindre hun 116% sikker, men intet er jo hundrede procent sikkert. Heller ikke selvom hun siger det, vel?
Men jeg er også bange for at blive skuffet.
Åh, sagde jeg lige det?
Hvad bilder jeg mig egentlig ind?!
Jeg har haft let ved at blive gravid, og det er lidt af et mirakel. Jeg burde bare være glad for, at der indtil videre ikke er nogle problemer, og alt ser ud til at gå fint med babyen. Dreng eller pige er da fuldstændig underordnet!
Ja, selvfølgelig er det det. Altså, i virkeligheden er det ligemeget, om det er en dreng eller en pige. Bare babyen kommer ud og er lige så perfekt som sin bror, så ER kønnet vitterligt ligegyldigt, så meget har jeg da fundet ud af efter den oplevelse, vi var igennem for halvandet år siden.
Og så alligevel ikke. For det er en drøm, der for evigt vil blive knust, hvis det ikke er en pige, der gemmer sig i maven. Jeg har altid ønsket mig en pige. OG en dreng. En af hver, eller alternativt to piger, men aldrig to drenge. Derfor var jeg lykkelig, da scanningen af Frømanden viste, at han “helt sikkert var en pige”.
Jeg åndede lettet op. Det var rart, at presset nu blev taget af næste graviditet, og at det var underordnet, om “den næste” havde tap eller ej – min drøm var gået i opfyldelse.
Derfor var det noget af et chok, da vi et par uger inden termin skulle omstille os på, at der altså var en dreng på vej. Det var hårdt, fordi vi havde knyttet os til tanken om, at vi skulle have en pige. Pludselig var det et helt andet barn, der lå i min mave. En anden fremtid, som var på vej.
Marie blev pakket ned. Navnet på væggen, alt det lyserøde tøj, de lyserøde bamser og ting med hendes navn på, som vi allerede havde købt, blev pakket ned i to store kasser og stillet op på loftet. Den lilla farve på væggen blev malet over med en grøn, og vi satte et nyt navn op på væggen.
Det var dét, der ramte hårdt, at drømmen blev smadret. Det var ikke det, at vi skulle have en dreng. Det kan jeg se nu, hvor vi har fået verdens sødeste, gladeste, nemmeste, dejligste dreng. Jeg ville ikke bytte ham for noget i verden. Det vil jeg heller ikke, hvis vi jeg om seks-syv måneder får endnu en dreng i mine arme, men i morgen er en anden sag.
Vi skal ikke have mere end to børn, for det vil min mand ikke, så i morgen kan den drøm, jeg stadig har stående i to kasser oppe på loftet, risikere at blive pakket væk for evigt. Og det er lidt svært for mig at sluge.
Jeg er bange for at føle, at jeg går glip af noget, og at jeg altid vil føle, at jeg mangler noget. Jeg er bange for, at to børn så ikke vil være nok for mig. Det kommer til at kræve en mental omstilling, hvis scanningen viser en dreng. Endnu en gang.
Og det giver mig allerede dårlig samvittighed, for det er jo stadig et ønskebarn! Ligegyldigt om det er en dreng eller en pige, så er det SÅ meget et ønskebarn lavet i kærlighed, og som kommer til at smelte mit hjerte for altid.
Jeg er faktisk også bange for at blive skuffet, hvis det ikke er en dreng. For det kunne jo også være fantastisk at få en dreng mere. Det er jo noget, jeg allerede kender til – at være drengemor med alt hvad det indebærer af grineanfald over prutter, en dyb kærlighed til traktorer, og blåt tøj. Helt uden glimmer. Måske vil jeg også føle, at jeg ligefrem har valgt en dreng fra, hvis det viser sig at være en pige.
Et par stykker har spurgt mig hvad jeg håber på, og jeg er ikke længere sikker. Jeg vil nok være ked af det lige meget hvad, fordi det ene kommer til at udelukke det andet. Jeg er åbenbart ikke til at stille tilfreds. Eller også skal man vende det til noget positivt og sige, at jeg vil blive lige glad, lige meget hvad scanningen viser.
Bare den er sund og rask. Det er det vigtigste.
Og bare det er en pige.
Disclaimer: Jeg forstår, at det ikke er alle, der kan forholde sig til og acceptere mine følelser omkring det her emne. Jeg har allerede mistet én veninde på grund af det, og selvom jeg aldrig vil kunne forstå, hvorfor hun (og andre) ikke kan acceptere mine følelser omkring det, så forstår jeg, at det trykker på andres knapper. Enten fordi, man selv har svært ved at blive gravid, fordi man har mistet et barn, oplevet problemer i graviditeten eller lignende. Jeg forstår, at disse mennesker mener, jeg er dybt forkælet, og derfor ikke bør få lov at have børn. Jeg forstår ikke hvorfor, men jeg forstår, at nogen føler det sådan.
Jeg har selvfølgelig ikke skrevet dette for at gøre nogen kede af det eller for at provokere, og jeg er lykkelig for, at jeg kan tillade mig at føle sådan for et luksusproblem. Jeg beder selvfølgelig til, at mit barn bare har det godt. Det ER det vigtigste.
Image may be NSFW.
Clik here to view.