Da jeg annoncerede, at der er endnu en nissebaby på vej, kom der rigtig mange reaktioner. De fleste var heldigvis bare skønne lykønskninger, men der var også nogle enkelte, der pippede, om jeg mon havde tænkt det her helt igennem?
Om det nu var smart at sætte endnu et liv i verden, som skulle have en mor, der fra tid til anden (somme tider dagligt) tænker på at gøre en ende på sit liv?
Er det forsvarligt over for mig selv? Er det fair over for et barn? Kan vi overhovedet klare presset?
Jeg ved godt, de spørgsmål kommer et kærligt sted fra (ellers tør man jo ikke at sige sådan nogle ting til folk, bilder jeg mig ind), og jeg ville altså lyve, hvis jeg sagde, at det slet ikke er noget, jeg har tænkt over.
Jeg har tænkt, så det gjorde helt ondt i hovedet, og jeg gjorde mig selv fuldstændig rundtosset, hvilket nok ikke kommer bag på mange af jer. Men det korte svar er: Ja.
Det er fuldstændig planlagt, tænkt og vurderet – og også vendt med den psykolog, jeg gik ved. Jeg ville have hendes vurdering af, om det var en fuldstændig vanvittig tanke.
Jeg fortalte hende det lidt tøvende en gang tilbage i januar. At jeg havde tænkt, om det måske kunne være en idé. For at få et projekt. For at “få det overstået”. For at komme videre.
Hun tøvede ikke et eneste sekund, før hun svarede:”Det lyder faktisk ganske fornuftigt, synes jeg.”
Hvis hun havde tøvet bare det mindste eller sagt, at det nok ikke var så smart – min psykiske tilstand taget i betragtning – så havde vi ikke kastet os ud i det. Men det gjorde hun ikke. Hun støttede mig fuldt ud i tanken om at få endnu et barn lige nu og her, og mente tilmed, at det muligvis ville gøre mig gladere.
Sagen er den, at jeg hele tiden har vidst, jeg gerne ville have et barn mere, og det har afholdt mig fra at søge arbejde. Jeg kunne simpelthen ikke forsvare at starte på et job, når jeg vidste, at jeg nok ikke ville nå at være der mere end et år, før jeg så skulle på barsel.
“Blæs da hul i det,” sagde folk opmuntrende, og sagde, at jeg da bare skulle søge alligevel. Men noget i mig holdt mig altså tilbage. Jeg kunne ikke forsvare det over for mig selv.
Jeg tøvede også med at starte noget op selv, for som I sikkert ved, så er der ingen barselspenge at hente, når man er selvstændig, og jeg ville ikke kunne nå at banke en solid nok forretning op på et år, som kunne give så meget overskud, at jeg kunne betale min egen barsel. For ikke at snakke om, at man så egentlig slet ikke kan lukke en butik ned i et år, med mindre man bare gerne vil starte helt forfra et år senere. Nåja, og så orkede jeg ikke kampen med mit stressede hoved.
Så vi gik målrettet i gang med at lave et nyt liv, og det lykkedes endnu en gang lynhurtigt. Heldigvis for det, for ellers var jeg nok gået i panik. Sådan er det vist at være kontrolfreak, det er næsten ikke til at holde ud at være i noget, man ikke selv kan bestemme over, og på den måde er et liv med børn bare super godt til mig, jo. Der er jo masser af kontrol…
Denne gang tog det en måned længere end sidst, så jeg blev gravid i tredje forsøg. Marts. Muligvis den eneste måned, jeg kan blive gravid i, ser det ud til.
Vi overvejede at springe den måned over, så haletudsens fødselsdag ikke ville falde for meget sammen med Frømandens, men når man først er indstillet på Projekt Baby, så er der sgu ikke nogle argumenter i hele verden, der kan få en til at springe en måned over. Viste det sig.
“Men er du ikke bange for, at du kommer endnu længere væk fra arbejdsmarkedet?” spurgte min mor.
Jo. Det er jeg. Men det er der ikke så meget at gøre ved, det var jo ikke fordi, jeg var inde i varmen nogle steder, og jeg håber bare på, at der trods alt er nogle arbejdsgivere derude, der kan se barselsperioden som en efteruddannelse i at blive et helt menneske. Og at det er en fordel.
Jeg er i hvert fald ret sikker på, at jeg kan hvile mere i mig selv og fremtiden, når vores familie bliver et lige antal, som jeg altid har drømt om. Før det, vil jeg nok altid føle, at jeg mangler noget derhjemme. Ikke at jeg ikke bliver fyldt op af kærlighed (og udfordringer) fra den dejlige, lille dreng, vi allerede har været så svineheldige at få. Men der er nødt til at være en mere.
Jeg håber, jeg får ret i det hele, og at fremtiden, altså arbejdsmæssigt, ser meget lysere ud på den anden side. Det kan jo for pokker kun blive bedre ;)
En drillenisse mere, tak. Nej, jeg aner nok ikke, hvad det er, Jeg er ved at udsætte mig selv for ;)
