En uventet drejning

Jeg humpevraltede besværet ind på lægens kontor, godt støttet af min mand, og nåede knap at sætte mig ned, før hun lagde hovedet let på skrå, kiggede på mig med et medfølende blik og sagde: “Nå, vi skal have lavet den sygemelding til dig.”

“Øhm… Ja…?”

I tre dage havde jeg ikke sovet ordentligt om natten. Jeg havde drømt alverdens scenarier, hvor jeg skiftevis talte i lange, lix-tunge sætninger eller ligefrem råbte hende ind i hovedet for at få hende til at fatte, hvor ondt jeg har. I drømme græd jeg af frustration og smækkede med døren i arrigskab. Ja, det gjorde jeg faktisk også i virkeligheden.

Det er en håbløs og frustrerende situation, når en myndighedsperson står med hele ens indkomstgrundlag i hånden, og man bare kan gøre hverken fra eller til. Andet end at håbe på, at de tror på en.

Og så sagde hun sådan.

Jeg ved ikke, hvordan jeg har set ud i hovedet. Overrasket, forundret, lettet, skeptisk – forvirret? Min mand havde ikke engang nået at finde en stol, så ham kunne jeg ikke kigge på. Så vi holdt bare begge to vejret og håbede på, hun ikke ville skifte mening igen, inden vi var nået ud af døren. (Ligesom hun åbenbart gjorde sidst, jeg var der.)

“Det er vist ikke rigtig mere, jeg kan gøre for at hjælpe dig,” konkluderede hun, da jeg oplistede rækken af behandlingstilbud, jeg allerede havde forsøgt mig med.

Hun sagde, hun var bekymret for fødslen, når jeg nu havde det SÅ skidt SÅ tidligt i graviditeten, og jeg mindede hende om, at det var præcis det samme sidste gang, hvor jeg også fik det i voldsom grad allerede i uge 6-8 stykker.

“Nå, har det varet så længe? Det kan jeg slet ikke huske…” sagde hun. Jeg tænkte mit.

Jeg ved ikke, om hun havde fået solstik, eller om det var fordi, en anden læge havde skrevet noget overbevisende i min journal. Vi havde nemlig været til nakkefoldscanning dagen inden (det gik så fint, rigtig fine tal), og der skulle jeg også lige tale med en fødselslæge, fordi der står i min vandrejournal, at jeg lider af angst.

Hun var rigtig sød, fødselslægen, så jeg satte straks i vræl, da hun afslørede, hvorfor jeg skulle forhøres lidt ekstra, og så fortalte jeg hende alting. Jeg tror, vi snakkede sammen i en time, og hun sagde blandt andet, at de jo ikke kunne gøre noget som helst for at kurere det dumme bækken, kun prøve at sørge for, at jeg kommer igennem graviditeten med så få smerter som muligt. Og så bookede hun en tid til akupunktur til mig.

Et par dage senere fik jeg så endelig besked fra Udbetaling Danmark om, at min ansøgning om barsel er gået igennem, og at jeg får penge allerede på torsdag.

Jeg tør stadig ikke at sænke skuldrene. Men jeg tror… håber… tror… at alt er faldet på plads nu… Og at der kun er tilbage at forsøge at nyde de sidste par måneder i forholdsvis stilhed, inden det for alvor går løs med babygråd og søvnunderskud.

Og så har jeg skiftet læge. Selvom det føltes underligt, når hun nu lige havde været så sød og omsorgsfuld, men tilliden er væk. Det spiller jo ikke, når det er en person, man af og til skal ligge med spredte ben foran.

Men – tusind tak for alle jeres gode råd og opmuntrende ord! Jeg fik heldigvis ikke brug for dem alle sammen i denne omgang, men det gav mig da lidt fightervilje med på vejen.

Og fra NU af håber jeg, vi kan snakke om alt muligt andet end sygdom og sure miner herinde. Eller, det kommer der helt sikkert stadig (sure miner, man kender vel sine lus…), men at der OGSÅ er plads til det muntre. Det er trods alt blevet sommer :)

Frømanden vander den lille hund i varmen

Image may be NSFW.
Clik here to view.