Hvornår holder det op med at gå op ad bakke? Jeg tror, jeg vil holde op med at ånde vejret lettet op i hele resten af den her graviditet, for i samme sekund, jeg lettet proklamerer, at NU er jeg på sikker grund, så hiver nogen tæppet væk under mig.
Denne gang er det min læge. Selvom hun for to uger siden sagde, at hun ville underskrive en lægeerklæring om, at jeg skal sygemeldes med bækkenløsning, så har hun nu muligvis skiftet mening. Ja, faktisk mener hun, at jeg må have misforstået hende, da hun sagde: “Nej, du skal ikke gøre mere. Jeg får den tilsendt, og så udfylder jeg den og skriver til dig, når jeg har sendt den ind.”
I virkeligheden mente hun: “Jeg tror ikke en skid på det, du siger, og mener faktisk slet ikke, du skal sygemeldes, din dovne skid. Bare op og lav englehop, så får du det bedre!”
Det er i hvert fald det, hun har skrevet i min journal efter vores sidste møde for to uger siden. Okay, ikke lige med de ord, men det er essensen. Hun har blandt andet konkluderet, at jeg tager fejl, når jeg mener, jeg knap kan stå og gå for smerter, for de der tre skridt, jeg vraltede ud af hendes kontor, gik da fint nok. “Bevæger sig frit i praksis”, lød dommen helt præcist.
Hvordan hun så end kan konkludere det ud fra de to meters gåsegang. Hun mærkede ikke på mig, hun spurgte ikke ind til noget.
Jeg er dybt chokeret. Både fordi, hun har sagt det præcis modsatte af, hvad hun åbenbart har tænkt. Men også fordi, hun – uden at have undersøgt mig eller spurgt ind til noget som helst – har konkluderet, at jeg har det for godt til at hun vil sygemelde mig.
Men hun er her selvfølgelig heller ikke, når jeg på grund af smerter bliver tvunget til at ligge på langs i 16 timer hver dag. Når jeg er nødt til at skuffe min grædende søn, fordi jeg ikke kan komme ned på gulvet til ham eller løfte ham op. Når det føles som om, mit underliv er ved at falde fra hinanden, hvis jeg står op i mere end ti minutter af gangen.
Hvordan det kan gøre så ondt, at jeg kaster op af smerte, hvordan alting pludselig kan låse sig fast, så jeg er nødt til at have min mand til at trække mig fri fra den stilling, min krop er landet i, mens jeg skriger af smerte.
Hun ved ikke, at jeg er nødt til at planlægge mit bad minutiøst, så jeg er sikker på, at jeg også kan holde ud at stå op – eller sidde på toiletbrættet – og tørre mig bagefter. Der er steder på mine lår, der aldrig bliver frotteret, fordi jeg ikke kan holde til at stå i sådan en helt normal stilling som “oprejst, let foroverbøjet” er.
Jeg ved ikke, hvad hun havde forestillet sig som alternativ. Men hun mener altså, at jeg bare skal en tur forbi en fysioterapeut, “så burde det gå i orden igen.”
Hun har tilsyneladende glemt, at jeg har kæmpet med det her i to år. To år, hvor jeg hver eneste gang, jeg har set hende, har nævnt min bækkenløsning. Hver gang har hun sagt: “Nå?! Det var da længe, det bliver ved…”, men ikke gjort mere ved det. To fucking lange år, hvor jeg har prøvet både fysioterapi, kranio sakral terapi, massage, akupunktur og at svømme og gå det væk. Intet har hjulpet i to år – men det er da klart, at det vil gøre det nu?
Og hvis det var så pisse effektivt, hvorfor fanden har hun så ikke sagt det noget før?
Jeg er SÅ træt af at kæmpe mod det her system. Grundtræt.
Jeg forstår, at læger ikke bare skal smide om sig med sygemeldinger i flæng, og at mange års lidt for rundhåndede uddelinger har gjort, at der er kommet meget strengere krav for sådan en sygemelding. Men det burde fandme ikke være svært at få en, når man så faktisk ER syg.
Så nu må jeg prøve at forklare hende det noget bedre, når jeg på tirsdag skal se hende igen. Og så må vi se, hvor længe jeg skal gå rundt uden nogen form for indtægt, fordi en eller anden idiotisk kælling mener, at det er “bekymrende”, at jeg “vil sygemelde mig allerede”.
Jeg har før fortalt om min læges udtalelser (om amning), og der var der en kær læser, der skrev en kommentar om, at det ikke var særlig professionelt sagt af hende. Dengang slog jeg det hen, og forsvarede hende, fordi jeg altid har respekteret hende og hendes vurderinger, men nu er tilliden røget. Så jeg ser mig om efter en ny læge. En jeg kan snakke med, som ikke ser mig som et nummer, hun kan bruge i sin statistik om at ligne en bad ass læge, der ikke skriver sygemeldinger for noget som helst.
Så økonomien vakler. Igen. Og jeg har tudet en del. Igen.
Jeg nåede næsten helt ned i fosterstilling igen, men heldigvis fik et par gode veninder trukket mig op, inden jeg lå helt krøllet sammen. Og så tvinger jeg Manden til flere gange om dagen at sige til mig, at det nok skal gå, og at vi finder ud af det på en eller anden måde…
Åååh, hvor havde jeg dog håbet, at min næste graviditet ville være præget af mindre usikkerhed og gråd, så jeg bare kunne nyde den. Alas.
