En del af jer, der følger med på min instagram-profil (@skalottelog), har allerede set billede af den lyseblå kanin. Resten har muligvis gættet, hvad resultatet af mandagens scanning viste, eftersom jeg har været stille lige siden. For det havde jeg brug for, efter at scanningsdamen uden tvivl i stemmen kunne fastslå, at der er endnu en (dejlig) dreng på vej til os.
Lige da hun sagde det, blev jeg skuffet. To sekunder senere, blev jeg faktisk rigtig, rigtig glad.
En dreng. En sund og rask dreng, som på mange måder allerede ligner sin storebror, blandt andet ved konsekvent at vende ryggen til, så det var svært at se noget som helst på scanningsbilledet, men også ved at ligge lige midt på vækstkurven. Han er helt perfekt!
Damen fra Scanningshuset sagde til mig, at jeg skulle love hende at føle min skuffelse og sorg, hvis den kom. Og det gjorde den nok, mente hun. Jeg sagde ja, men tænkte faktisk, at det da heldigvis ikke blev nødvendigt alligevel.
Da vi kom ud i bilen, var jeg glad. Sådan helt ned i maven-glad. Jeg begyndte at græde af lykke og bevægelse, da jeg fik tændt for min mobil og så et billede af min storsmilende unge. Én mere af den slags, ja tak! For han er dælme dejlig.
Men da vi havde kørt ti minutter, begyndte mine mundvige alligevel at hænge nedad. Og så kom sorgen ellers væltende i takt med, at folk sagde forsigtigt tillykke. De vidste jo godt, hvad jeg havde håbet på.
Scanningsdamen rådede os til at bygge en mur op over for folks kommentarer, fordi der helt sikkert ville være mange, der ikke forstod den reaktion. Det er derfor, jeg har været tavs, for selvom jeg faktisk er rigtig, rigtig glad for den lille dreng i min mave, så har jeg haft brug for at sørge.
Jeg føler, jeg har forklaret det her mange gange før, både for en uge siden og dengang, vi fandt ud af, at Marie alligevel var en Martin. Men kommentarerne om, at jeg nok skal blive glad for ham her, og at det med at ønske sig en pige er dumt, bliver ved med at komme. Det har gjort ondt, for det føles virkelig som om, folk misforstår mig.
Jeg har tænkt meget over, hvorfor det egentlig gør mig SÅ ked af det, og jeg er kommet frem til, at det ikke KUN handler om skuffelse.
Det handler om tre ting:
- I min familie har man altid fået piger. Det er det, jeg kan forholde mig til. Jeg aner virkelig intet om drengebørn, og selvom jeg altid har været en drengepige der gerne ville lege krig og soldater, så har fænomenet “drenge” altid undret mig. De er dybt mærkelige sådan nogle typer…
- Lige nu føler jeg, at vores familie ikke er komplet, før vi har fået en pige. Det vil sige, vi skal overveje at få et tredje barn. Og jeg gider egentlig ikke igennem endnu en graviditet.
- Det føles som om, jeg har mistet en pige i en sen abort i uge 35, første gang jeg var gravid. Og det gør det altså noget sværere for mig, tror jeg.
Det er særligt det sidste punkt, folk ikke helt kan relatere til, og det forstår jeg måske godt.
Jeg tænker, det kan være svært at forestille sig, hvordan det er at miste et barn, man aldrig rigtig har kendt. Når man så oven i købet smider ind i ligningen, at barnet faktisk aldrig har eksisteret, så gør det nok sagen endnu mindre begribelig.
Men “hun” var altså virkelig for mig, og jeg havde nået at knytte mig til den pige, vi skulle have. Hende mistede jeg. Så var jeg bare så heldig, at jeg ikke behøvede at gå en fuld graviditet igennem, før min dejlige, dejlige Frømand kom.
Så altså… jeg føler, universet skylder mig en pige.
Denne gang havde vi lavet alle de der ammestuetricks for at få et pigegen til at mutere, og alligevel blev det en dreng. Jeg tror, skuffelsen kommer af, at der så ligesom bare ikke er mere, jeg kan gøre for at få den pige, jeg mangler.
For ja, hun mangler. Havde jeg nu mistet et barn, efter det var kommet til verden, så havde sagen igen (måske) været anderledes. For så kunne man jo ikke bare få et nyt barn til at erstatte det første, og så ville jeg nok være ligeglad med, hvad køn barnet var, bare det var sundt og levende.
Giver det mening? Det er sikkert stadig noget kringlet føle-føle-værk, som er svært at forstå – det gør jeg jo heller ikke helt selv, og jeg har haft brug for nogle dage til at komme ud af sorgen. Den er ikke væk. Jeg hader stadig alle dem, der får piger… Lige nu gør jeg, men det skal nok gå over. Det har det gjort før.
Så altså, lad mig lige slå det fast igen-igen:
Jeg er ikke ked af at få en dreng.
Jeg er ked af, at jeg ikke får en pige.
Jeg er allerede dybt forelsket i den lillebror, der ligger i maven.
Jeg glæder mig helt vildt meget til at møde ham.
Han er perfekt, og han skulle ikke være anderledes.
Jeg har været igennem samtlige af de følelser, jeg også gik igennem sidste gang, jeg fik knust drømmen om den (skide) pige. Og det var svært.
Rigtig svært.
Jeg har googlet en masse, men har ikke fundet alverdens af gode råd til folk, som rammes af den her “kønsskuffelse”, eller hvad vi nu skal kalde det. Det er derfor, jeg vælger at blive ved med at bræge op om det, for der sidder ganske sikkert nogle andre derude og føler den samme skam og skyld, som jeg har følt – og stadig føler.
Kære alle jer, der ikke har kendt denne skuffelse: Kan I ikke bare give os lov til at være kede af det?
JA, jeres drenge (eller piger!) er fantastiske, og JA, selvfølgelig bliver det super kodylt fedt, skønt, kærligt og dejligt ligegyldigt hvad køn ens barn er.
JA, for fanden! Men I hjælper mig ikke ved at sige det lige nu.
Det er slet ikke en kritik af jeres liv eller jeres fantastiske børn – det er bare irrationelle følelser, og dem må man ikke lægge låg på, for så bobler de bare endnu mere over.
JO, jeg skal nok blive en god mor. Alligevel.
Så.
Nu tror jeg, jeg vil holde min mund for denne gang, og måske vil jeg ikke engang snakke så meget om det i fremtiden heller. For jeg har besluttet at kassere min pigedrøm. Den gør mig ikke noget godt, så jeg vil arbejde hårdt på at acceptere, at jeg alligevel ikke skal være mor til en pige. Jeg får to skønne drenge i stedet, og det er mindst lige så godt.
Jeg vil give alle bamser, alt tøj og nips væk, som vi i sin tid købte til en pige, og som lige nu står og venter forhåbningsfuldt i to store kasser på loftet.
Jeg smider fortiden ud.
Hvis vi så kommer dertil, at vi alligevel vil prøve en sidste gang, og det så lykkes at få en uden tap, så køber jeg sgu det hele igen.
Jeg er faktisk glad for, vi fik den her scanning så tidligt. Det gør det nemmere at forholde sig til, hvordan sagerne nu engang står, og til at begynde at knuselske den dreng, der ligger i min mave.
Vi har fundet et navn, som vi begge kan lide (selvom vi jo ellers kun kunne finde ét eneste navn, der levede op til det kriterium, sidste gang), og er begyndt at kalde ham det og omtale ham i dagligdagen. Det gør det endnu mere virkeligt. Nu må vi se, om dét så holder hele vejen til han bliver født, men én ting er i hvert fald helt sikkert: Denne gang ER det en dreng. En lillebror.
(Og så kan man jo altid synge: Lillebror, Lillebror, nej hvor er jeg træt af dig! Det er klart et plus ;))
Til de nysgerrige er her er billede, hvor man (hvis man er sej til sådan noget) kan se, at han er en dreng.
Den grønne pil (til venstre) viser Haletudsens hoved. Benene ligger altså mod højre, man ser ham (nogenlunde) lige fra siden.
Den gule pil (nederst) viser noget, som jeg husker som halebenet. I hvert er det en del af rygsøjlen.
Den blå pil viser den tap, der afgør, at det er en dreng. Som I kan se, står den helt vinkelret på rygsøjlen. Piger har også en tap, men den flugter parallelt med rygsøjlen.
