Jeg er en af “dem”. Et af de der mennesker, der giver barnet et navn, inden det overhovedet er blevet født, og fortæller det vidt og bredt længe inden, det skal fejres med fest og gaver.
Eller… Det er jeg blevet.
Egentlig er jeg vild med idéen om, at man først afslører navnet, når alle er samlet, og at det er noget, familien har gået i mange måneder og glædet sig til at finde ud af. Det er derfor, du altid kan finde mig klistret fast til skærmen, når der er kongelig barnedåb, for det er da fedt at få udløst spændingen på den måde… En dejlig tradition.
Men jeg kan ikke gøre det sådan. Jeg har brug for, så tidligt som muligt, at give det lille menneske, der bor inde i mig, en identitet.
Det er ikke nok med “Lillebror” eller “Babyen”, som folk har foreslået mig at kalde ham, indtil han kommer ud og vi kan se, hvad han er for en. Nej, han er nødt til at have et navn, så han kan blive virkelig for mig.
Da vi for to år siden fik at vide, at vi ventede en pige, lagde vi os ret tidligt fast på et navn. Det var et navn, der havde rødder i Hr. Hansens stamtræ, men det opdagede vi faktisk først, da vi mere eller mindre havde besluttet os. Hun skulle hedde Marie.
Da vi var sikre på det, begyndte vi (okay, mig. Det var mest mig) at snakke om, hvad der så kunne passe til dét, når vi nu næste gang skulle have en dreng. Vi blev med det samme enige om Martin.
Så da Hr. Hansen støttede sin grædende, chokerede kone ned til bilen, efter vi havde fået at vide, at hun altså var en han, sagde han: “Så får vi bare Martin først og Marie bagefter!”
Ja, så gør vi det sådan. Mit mikrokosmos var igen i balance, for nu havde vi alligevel en plan.
“Men er du nu heeeelt sikker på, han skal hedde Martin?” blev jeg ved at spørge Hr. Hansen i samtlige fire uger frem til fødslen. Og det var han.
Det gode ved vores lille team er nemlig, at jeg har et stort behov for at planlægge og tænke alt igennem allerpokkers lang tid i forvejen, og Hr. Hansen er god til at holde fast i det, vi så beslutter.
Det er jeg ikke. Inderst inde havde jeg givet mig selv lov til at tage forbehold for en ændring, hvis han nu ikke lignede en Martin, når han kom ud.
Og det gjorde han bare slet ikke.
“Prøv lige at se på ham. Han ligner slet ikke en Martin! Synes du ikke, han meget mere ligner en Mikkel?” prøvede jeg.
Hr. Hansen sagde bare nej. Bum.
En jordemoder kom på et tidspunkt ind på vores stue og spurgte, om Mikkel var okay. Vi blev helt forvirrede: “Øh, han hedder Martin..”
Ja, men om Hr. Hansen ikke hed Mikkel?
Det gør han ikke. Faktisk hedder han noget så langt fra som Ole, så hvordan hun lige kom på dét navn, undrede os. Hun havde nemlig ikke hørt mine spekulationer, for der var hun ikke på vagt.
Jeg tog det som et tegn fra de højere magter, og forsøgte at overbevise Hr. Hansen om det guddommelige i det, der lige var sket.
Tjoew, svarede han. Men holdt fast i sit nej. Jeg forsøgte mig med at kalde ungen Mikkel et par gange, men pludselig føltes det også mærkeligt i munden. Me’gæl.
Nej, han var heller ikke en Mikkel. Jeg gik i panik. Hvad ligner han overhovedet?! Ud over en rumpenisse, altså, men det kan man jo for fanden ikke kalde nogen!
“Okay, så får du lov at bestemme, at han skal hedde Martin. Men så skal den næste hedde Mikkel, hvis vi får en dreng mere,” sagde jeg.
Hr. Hansen brummede bare. Vi skulle jo have en pige, så det var et gratis løfte at give.
Lige indtil for et par måneder siden, hvor scanningsdamen jo altså sagde, at det helt sikkert var en lillebror, der lå og ventede i vores fremtid.
“Det er en lille Mikkel,” sagde jeg med tårer i øjnene, og kiggede over på min mand. Som nikkede og smilede.
“Eller hvad – skal han hedde Christian?” supplerede jeg. Nogen sukkede.
Der har været mange navne på tapetet hen over de sidste mange måneder. Mange fine navne, som vi begge kan lide, men som af en eller anden årsag ikke føltes helt rigtige. Christian, Thomas, Frederik, Marcus, Jacob… Vi blev ved med at vende tilbage til Mikkel.
På et tidspunkt skar Hr. Hansen igennem med sit bestemmende væsen, og vi begyndte at omtale babyen i maven som Mikkel.
Det føltes mærkeligt. Og forkert. Og helt rigtigt. Vi fortalte det til dem, der spurgte, og de svarede – som man altid skal – at det var pænt.
I søndags, lige efter håndboldherrerne havde trukket guldet hjem ved OL, besluttede vi os endeligt.
Gu’ fa’en skal vi have en Mikkel Hansen! Ikke for at lægge pres på ham eller noget. Men det kan jo kun blive godt.
Der kom jubelspark inde fra maven som svar (eller også var det som protest? Det finder vi heldigvis først ud af om nogle år, og så må han sgu selv spare op til en numerolog, hvis han vil have et bedre bud på, hvad han er for en…)
Og hvad så, hvis han ikke ligner en Mikkel? Ja, det tror jeg som sagt ikke på. Jeg synes tværtimod, at ens barn kommer til at ligne sit navn med tiden, og at navnet også vokser med barnet.
I de første ni måneder kaldte vi Martin for “den”. Seriøst, ja!
Ikke “Martin”, ikke engang “ham”, men “den”. Jeg så nogle gamle videoklip forleden, hvor jeg hører mig selv spørge: Hvor har du lagt dens sut?
Jeg var helt chokeret over mig selv, for nu kan jeg jo slet ikke forestille mig at omtale ham som andet end den, han er. Han er Martin. Han ligner stadig ikke “en Martin”, han ER Martin.
Der skulle altså gå ni måneder, før jeg kunne omtale ham som den, han er, og det skete først, da han startede i dagpleje. Der blev han nemlig Martin, og jeg blev Martins Mor. (Lignede jeg mon en Martins Mor?)
Jeg læste engang Julia Lahmes bog om at blive mor for første gang (“Hvor lagde jeg babyen?”), og hæftede mig ved, at hun følte en kæmpe kærlighed lige midt i maven, hver gang nogen sagde hendes søns navn: “Elias er kærlighed”, skrev hun.
Sådan havde jeg det ikke med navnet Martin, før det altså blev synonym med min kærlighedsunge. Nu forstår jeg, hvad hun mener.
Engang forstod jeg heller ikke dem, der besluttede sig for et navn på forhånd, og gik og kaldte deres gravide mave det. Altså, der var jo ikke noget barn endnu. Så hvordan kunne man det?
Men denne gang er det anderledes. Denne gang forstår jeg, at det ikke bare er maverumlen, jeg går rundt med. Der ligger et lille menneske derinde, som allerede er ved at udvikle sin personlighed og sine egne meninger om verden.
Han hedder Mikkel. Han ER Mikkel. Ligegyldigt hvordan han så end ser ud.
Og derfor siger vi det allerede nu, for han hedder ikke “Lillebror” eller noget som helst andet, og det er ikke sådan, jeg vil lære ham at kende. Det er ikke det, folk skal lære ham at kende på.
Måske havde det været sjovt for andre at få udløst spændingen ved døbefonten efter måneders gætterier. Men vi skal ikke i kirke, så jeg tror helt ærligt, at det er samme forløsning at få det at vide, når man bare spørger.
Såehm.. Svaret er ja. Det har vi. Han skal hedde Mikkel :)
Ligner jeg en Mikkels Mor?
