Det her bliver uden tvivl Verdens Længste Uge. Manden er ikke hjemme, han er ude og lege rundt i en skov med sine arbejdskammerater. Så jeg vralter rundt herhjemme og forsøger at eksistere. Bare sådan nogenlunde.
Det er svært, når man ikke kan bukke sig ned. Eller tage strømper på. Eller klø sig selv på ryggen (jeg har heldigvis købt en kløpind i Søstrene Grene for nogle uger siden!)
Det er super kedeligt, når man ikke kan andet end at ligge på langs i sengen. Når der ikke er noget tv i soveværelset. Når man kun kan ligge på siden, så man ikke engang kan sidde og hygge med en computer, men højst læse en halv time i en bog, inden man er nødt til at holde pause, fordi det gør ondt i nakken. Så spændende er den hvide væg heller ikke at glo ind i, når der ikke er en at snakke med, som nusser en på ryggen samtidig.
Det giver dårlig samvittighed, når ens dejlige, dejlige dyr kigger sørgmodigt på en, fordi man hverken orker at gå tur, lege eller bare at kæle så meget med dem, som de gerne ville. Vi sover sammen i sengen om natten, når nu den ene side er ledig, men det er bare ikke nok. Mener de. Og de er ikke for fine til at give højlydt udtryk for det.
Det giver tics i højre side af hovedet, fordi der er blevet fanget fire mus under køkkenskabet (en af glæderne ved at bo på landet) inden for de seneste to uger. Den sidste var stadig levende, da vi opdagede den i fælden, og jeg KAN ikke tømme den! Men jeg KAN heller ikke holde ud, hvis den ligger der og dør. Eller er død. Urgh! Jeg ved ikke, hvad jeg gør, hvis den klapper, men det må jeg tage til den tid.
I øvrigt er det fast tradition, at noget går i stykker, så snart han er taget afsted for at være væk i mere end otte timer af gangen. Den første pære er allerede sprunget i gangen.
Det bliver hurtigt en noget underlig døgnrytme, når der ikke er en til at diktere senge- og spisetider, og min krop åbenbart har mistet grebet fuldstændig. Til gengæld bliver det til masser af tåååst, måmor.
Selvom der stadig er meget, jeg gerne vil nå, inden Mindstemanden kommer, så går jeg i mit stille sind og håber på, at veerne snart går i gang, så jeg kan ringe Manden hjem igen, og jeg kan få min krop tilbage.
Skidt være med, at jeg lige skal igennem smertehelvedet, og at jeg ikke får søvn de næste fem måneder. Det er jo uundgåeligt anyway, så det er nok lidt som at rive et plaster af. Det skal bare overståes.
Gerne nu! BRING IT!
Hvor er jeg glad for, at jeg ikke skal gå gennem den her graviditet alene. Dem der gør det… Ja, jeg ved ikke, hvordan de gør det.