Jeg ved det ikke, men jeg gør forsøget! Og spiser krydret mad (og udfordrer min halsbrand), drikker hindbærblad-te og trykker på akupressurpunkter. Den der baby er fuldstændig ligeglad.
Jeg havde glemt, hvor dybt frustrerende det er at gå og vente på sådan en fødsel.
Det er ret ambivalent at håbe på, at ens livmoderhals begynder at trække sig sammen i så voldsomme smerter, at man knap kan være i sig selv. Altså, med mindre man er lidt til den masochistiske side. Hvilket jeg ikke er, tak fordi du spørger.
Jeg har masser af smerter, plukkeveer og murren i lænden, og hver gang maven spænder op, begynder jeg at håbe og frygte på samme tid.
Jeg vil ikke! På den anden side skal jeg jo igennem det inden for en uges tid ligemeget hvad – så lad os nu bare få det overstået, baby!
Jeg havde, som sagt tidligere, regnet med at gå over tid, men ligesom min hjerne ubevidst har noteret terminsdagen som et fødselsdagsløfte, gjorde den det også, da samtlige jordemødre sagde, at andengangsfødende statistisk set føder tidligere, end hvad de gjorde første gang.
Som sædvanlig passer jeg ikke ind i statistikken. Da jeg var på den her dag i min første graviditet, havde jeg ligget med opstartsveer i et døgn, og jeg var ni timer fra at møde Frømanden for første gang.
Denne gang er der ikke skyggen af fødsel i sigte, og lige nu er jeg temmelig arrig over, at de valgte at rykke min oprindelige terminsdato en dag frem. For nu tæller hver dag i forhold til igangsættelse. Jeg ved præcis, hvornår jeg havde ægløsning, så jeg ved, den rigtige termin ligger en dag senere, end de har sat den. Dengang de rykkede den frem, tænkte jeg, at det forhåbentlig ikke blev et issue, når vil kom tættere på fødslen. Men selvfølgelig skulle det blive det.
Jeg er ret så emotionel lige nu, for jeg vil virkelig ikke sættes i gang. Og hvorfor er jeg så lige så super emsig med det, tænker du måske?
Jo, ser du, eftersom min krop indtil nu har reageret ret voldsomt på de hormonelle rutcheture, sådan en graviditet giver, så er jeg slet og ret bange for, at den går enten amok eller i stå, hvis den får tilført ekstra.
Én ting er bækkenløsningen, som altså kom allerede, da jeg var otte uger henne med Frømanden, og aldrig rigtig har forladt kroppen siden, men noget andet er, at mine fødselsveer sidste gang var ret vilde. Det var dog ingenting sammenlignet med mine efterfødselsveer!
Her endte jeg i voldsomme kramper på min seng, hver gang jeg skulle amme. De var så voldsomme, at jeg helt alvorligt talt troede, jeg skulle dø!
Da min mand ringede og spurgte, om det mon var normalt, svarede jordemoderen i den anden ende bare, at så vilde efterveer var der altså ingen førstegangsfødende, der fik (underforstået at jeg vist overdrev en smule i min dødsrallen). Nåja, og at det nok bliver værre anden gang. Så det kunne jeg lige så godt forberede mig på.
Derfor er jeg rædselsslagen for at blive sat i gang. Sidst følte jeg nemlig, jeg var med i fødslen, selvom kroppen overtog. Jeg er rigtig bange for at miste kontrollen til smerterne, så det ender med et kejsersnit.
Da jeg nævnte alt det her for min jordemoder, sagde hun, at hun ikke ville give mig en hindeløsning, som ellers kunne sætte lidt mere naturligt skub i processen, fordi, som hun sagde: “Der er ret travlt for tiden”.
“Er der mange fødsler lige nu?” spurgte jeg.
“Nej… Det er sådan.. andre opgaver,” sukkede hun.
Til gengæld lovede hun mig, at det vil blive en kamp mod fødselslægen, hvis jeg modsætter mig at blive sat i gang på tirsdag.
Omkring hver fjerde fødsel bliver sat i gang. 25%! I 1999 var tallet kun 9%, og selvom der er påvist færre dødfødsler, siden sygehusene gik amok med at uddele de kunstige veer, så var hovedargumentet altså i sin tid, at det er billigere at sætte kvinderne kunstigt i gang, end det er at skulle ty til kejsersnit.
At der er færre spædbørn, der dør i eller lige uden for mors mave, kan også skyldes, at der er kommet flere scanninger og muligheder for at overvåge fostrene, både tidligt og sent i graviditeten.
Tilbage står altså det økonomiske encitament, og som I sikkert allerede ved, så er økonomi lidt en verserende debat på fødegangene for tiden.
På grund af uduelige politikeres mangeårige spareplaner, skal jeg derfor – måske – tvinges ud i kunstige hjælpemidler, selvom jeg tidligere har haft en ukompliceret, hurtig fødsel, hvor jeg fik en unge af fuldstændig gennemsnitlig størrelse. Også selvom jeg ikke er tryg ved det.
Hvis jeg forsøger at kæmpe imod, bliver det en kamp. Og så er jeg i øvrigt også ret autoritetstro, så jeg ved ikke, om jeg vil turde at sige eksperterne imod, hvis de begynder at true med, at mit barn kan dø af at vente.
Alt det her fik jeg skrevet lidt om i en kommentar på noget, som Anja Bay lagde ud på sin facebookside, Smertefri Fødsel. Det var hendes fødselsforberedelse, der fik mig trygt og sikkert igennem den første fødsel, så da hun tilbød mig, at hun gerne ville ringe og snakke med mig om de her tanker, takkede jeg mange gange ja!
“Du må gerne insistere på en individuel vurdering!” sagde hun til mig, da jeg hylede lidt over, at de bestemt ikke lægger op til, at det er et tilbud så meget som en allerede bestemt beslutning ud fra det der skide antal dage, jeg nu er gået over.
“Det er dyrere for dem, fordi de jo så skal snakke med dig, men det er vigtigt, du er tryg i processen,” vejledte hun mig og gav mig ordene, jeg kan bruge som kasteskyts: informeret samtykke.
Så længe jeg bare ved, hvorfor jeg siger ja eller nej, så jeg er med i processen og tager et aktivt valg, så ville oplevelsen sikkert blive god, trøstede hun mig.
Så det vil jeg gøre. Finde boksehandskerne (eller skjoldet, nok nærmere) frem og forberede mig på kamp – jeg vil behandles som et menneske i det her, ikke bare et tal.
Måske ender det i en igangsættelse, men det skal være min beslutning. Med mindre mit barn faktisk reelt er i fare, forstås.
Tak til alle jer, der er kommet med historier om, at det godt kan blive en god fødsel, selvom man bliver sat i gang. Der er ikke andet for, end at gå ind i det med et håb om, at det også vil ske for mig.
Men jeg er altså stadig bange. Hvilket er et lorteudgangspunkt! Så send lige alt det der ve-støv, folk snakker så meget om, i min retning, så det hele går i gang, inden jeg er nødt til at aftale igangsættelse, okay? Deeet må gerne gå i gang i nat.
Er det okay at hade sit barn allerede inden, det er blevet født? For fanden, unge, du har bare at være sådan en, der sover igennem i en tidlig alder!
Og ja, han skal nok komme ud på den ene eller den anden måde og ja, det skal nok gå godt og ja, jeg bekymrer mig muligvis uden grund. Det får vi at se om nogle dage.
