Jeg sagde det for godt to år siden, og snerrer nu igen: Terminsdatoen er faktisk ikke bare en cirkadato for, hvornår baby har tænkt sig at dukke op, det er en skriftlig aftale, som min læge/jordemoder/krop har brudt!
Nå. Så jeg fødte ikke til terminen. Men okay, det er vidst noget med, at lidt over halvdelen af alle gravide går over tid, og kun 5% bliver faktisk født på den der fastsatte gennemsnitsdato. Så jeg havde faktisk sat mig op til, at det ville blive en længerevarende affære.
Ja, egentlig regner jeg jo med at gå seks dage over, ligesom med Frømanden. Men jeg kunne alligevel godt mærke skuffelsen og ærgrelsen, da den 6. december lakkede mod enden.
Lige om lidt vender vi kalenderbladet til den 8., og der er stadig ingen tegn på, at ungen planlægger en snarlig exit.
I dag var vi til den sidste jordemodersamtale, og her gik det op for mig, hvorfor det gør mig så sur. Jeg er bange for at blive sat i gang.
Da hun spurgte mig, hvordan jeg havde det, svarede jeg, at jeg ikke gider mere, og at han gerne må komme nu. Så kom tårerne.
Jordemoderen nåede lige at spørge, om hun skulle bestille tid til en igangsættelse allerede nu, hvis det påvirkede mig sådan psykisk, og det var dér, ordene blev sat på plads i mit hoved. Nej, sgu! Jeg vil hellere have det dårligt i 14 dage mere end at blive sat i gang!
Men sådan kommer det ikke til at gå, for det skal jeg, siger de. Sådan er det, når man også var tyk inden, man blev gravid. Noget med en risiko for komplikationer, vist nok mest ved kejsersnit. Ja, de kunne ikke helt forklare det, det er ligesom bare sådan, man gør. Og jeg er rædselsslagen.
Jeg er så bange for, at piller fører til vestorm, som fører til epiduralblokade, som fører til ve-drop, og at det hele ender i akut kejsersnit.
Jeg har jo set, hvor pisse sej min krop kan være, så jeg ved, den kan gøre det. Og jeg håber, den får lov til det igen. Jeg vil ikke det andet, det vil jeg virkelig ikke.
På den anden side vil jeg jo for pokker heller ikke modsige autoriteterne, som har taget lange, fine uddannelser for at blive kloge på den slags, og som forhåbentlig tager en vurdering ud fra MIT bedste, og ikke ud fra økonomi. Men efter de seneste års besparelser på fødegangene, kan jeg godt være bekymret for, at nogen vil haste mig igennem et forløb, der ikke er nødvendigt.
“Du må tage kampen med fødselslægen,” sagde min jordemoder og tilføjede, at de, jordemødrene, jo var noget mere forformede i deres holdninger, men at det i sidste ende var lægen, der bestemte.
Som om, jeg slet ikke har en skid at skulle have sagt. I princippet er det jo min beslutning, men hvad ved jeg om sådan noget?
Så jeg krydser alt andet end mine ben, og håber så på, at ham inde i maven gider at sætte gang i sagerne inden på tirsdag, hvor jeg så skal sættes i gang.
Kom så, baby!!!
