Der går lidt meget brok i den for tiden herinde. Det er jeg med på. Et eller andet sted er det bevidst, både fordi det ofte er sjovere at læse om, når nogen er lidt sure i det, men mest af alt fordi, jeg bare har så vanvittigt ondt nu, at det er det eneste, jeg kan tænke på. Det har I vist efterhånden luret.
Forleden fik jeg en besked fra en person, der betyder rigtig meget for mig, som fik mig til at genoverveje blogindlæggenes ordlyd.
Det var efter dette brokkeindlæg, at hun skrev til mig, at hun godt nok var klar over, at jeg kæmper lige nu, og at jeg har ondt, men at hun alligevel gerne ville bytte med mig.
Det gjorde mig ked af det. Ikke fordi, hun sagde det, for hun gjorde det for at opmuntre mig. Jeg blev ked af det, fordi jeg fik hende til at føle sådan. Jeg havde faktisk haft planer om at skrive en note nederst i det indlæg om, at jeg trods alle smerter er ovenud lykkelig for det lille menneske, der vokser i min mave. Jeg fik det bare ikke gjort, og det ærgrede mig, da jeg fik hendes besked.
Jeg er jo godt klar over, at jeg kan lyde utaknemmelig, når jeg brokker mig over bækkensmerter, og at jeg på den måde kan komme til at træde nogle over tæerne, som måske har svært ved at blive gravide. Det er jo ikke meningen! Jeg lover jer, der måtte tænke sådan, at det er fordi, I ikke fuldt ud forstår, hvor ondt sådan en slem bækkenløsning kan gøre, og hvor meget det påvirker psyken.
Det tager bare lidt (meget) af mit overskud, men lad mig lige slå det helt fast: for pokker, hvor er jeg samtidig taknemmelig over, at jeg får lov at få endnu et barn! Det er virkelig alle smerterne værd. Alle tårerne og de sammenbidte tænder, alle skrigene, når bækkenet knager og knækker, fordi man skal ind i en ny liggestilling. Jeg er denne gang gået ind i det med åbne øjne.
Da vi for et års tid siden fik den vanvittigt gode idé at forsøge at lave endnu et barn, gik der ikke mere end tre måneder, før jeg stod med en positiv test i hånden.
Da jeg for tre år siden blev gravid med Frømanden, gik der faktisk kun to måneder, og derfor nåede jeg allerede at blive nervøs for fertiliteten, da det denne gang efter andet forsøg var Tante Rød, og ikke storken, der kom på besøg.
Tredje måneds ægløsning faldt selvfølgelig sammen med, at Hr. Hansen skulle være væk, så jeg tvang ham til at være rar ved mig søndag aften, inden han daffede.
Onsdag sad jeg så alene i sengen og tænkte på det vanvittige i, at min krop måske var gået i gang med at dele celler og skabe liv. Sådan helt stille og roligt. Men hvad ville chancen lige være for det? Jeg skød tanken fra mig igen.
En uges tid senere vågnede jeg en morgen ved, at mit bækken gjorde helt vildt ondt. Jeg var ellers endelig kommet dertil, at jeg igen kunne ligge på maven og sove, efter i to år at være tvunget til at ligge i aflåst sideleje. Jeg overvejede, om det var et tegn, men skød det igen væk.
Men bækkensmerterne blev værre, og en uges tid senere stod jeg så med den positive test i hånden. Helt desorienteret, lykkelig – og kun en lille smule panisk over, hvad vi dog havde sat i gang.
“Martin, du skal være storebror!” hvinede jeg, og slog med tårer i øjnene armene om det stakkels barn, der stod helt forstenet og kiggede skræmt på sin mor.
Den dag tog jeg på arbejde med et kæmpe smil på læben og et barn i maven. Jeg var jo kun fem uger henne, og alt stadig kunne gå galt, men jeg gik alligevel ud til bilen med en følelse af, at “Her kommer vi.”
Jeg tog mig selv i at holde hånden beskyttende op foran maven, når drengene fra specialklassen kom op og skændes, og holdt mig på afstand, når bølgerne gik så højt, at de fik brug for at afreagere lidt på deres omgivelser.
Jeg blev med ét meget mere mor, og jeg har elsket det lille menneske, der lå i min mave, fra jeg første gang fik vished om, at han var der.
Så smerterne har været der helt fra en start, men det har været nemmere for mig at komme igennem denne gang, fordi jeg ved, hvad der ligger af fantastiske følelser forude.
Netop derfor skriver jeg også mere om, når jeg synes, det trækker tænder ud, for ellers vil jeg ikke kunne huske smerternes omfang i fremtiden. Ligesom med fødslen glemmer man ret hurtigt, hvor afsindigt ondt, det gjorde. For eksempel havde jeg allerede glemt, hvor fuldstændig vanvittigt ondt det gjorde, da jeg stod lammet af smerter midt på gårdspladsen i silende slud uden at kunne røre mig en millimeter, før jeg genlæste det her indlæg. Dengang endte det forresten med, at min mand helt bogstaveligt talt måtte bugsere mig ind ved at trække mig frem ét ben af gangen, mens jeg skreg af smerte.
De mange indlæg om bækkenløsning, som jeg skrev for to år siden, gør det også nemmere at komme igennem det denne gang, fordi jeg kan læse, hvor pisse hårdt, jeg syntes, det hele var. For det blev jo gradvist bedre, og det er rart at holde fast i lige nu, hvor det gør allermest ondt.
Skulle det nu ske, at vi nogensinde igen får idéen om at lave et barn mere, så kan jeg også lige kigge indlæggene her igennem og overveje, om det er noget, jeg vil udsætte min krop (og omgivelser) for igen, for det er altså helt åndssvagt hårdt ikke at kunne noget og være afhængig af andres nåde i selv de helt små ting. Ikke kun for mig, men også for min mand. Og for Frømanden.
Så altså – jeg ER vanvittigt taknemmelig for at være gravid, og jeg ville bestemt ikke bytte for noget!
Jeg er lykkelig for, at det -ud over bækkenløsning – er gået nemt og hurtigt, og at vi ser ud til at få endnu et sundt og raskt barn. Jeg er helt vildt heldig, det ved jeg godt. (Omvendt, kan man sige, har jeg ikke noget arbejde at vende tilbage til efter barslen. Græsset er ofte grønnere, ya know?)
Faktisk er jeg lidt trist over, at det snart er slut. Selvom jeg ikke er helt klar på at opgive tanken om et barn mere (en gang langt udenom fremtiden!), så er det her nok sidste gang, jeg får lov at opleve lykkefølelsen af en lille fod, der smadrer mine ribben indefra.
Det gør mig noget trist. Men. Det bliver altså godt at få min førlighed igen.
