Der skal ikke ret meget til i de her dage. Således skete det, at jeg stod og hylede øjnene ud af hovedet, da jeg skulle gå de tre meter fra bil-drop-off foran hoveddøren (jeg bliver nu sparet for hele den 100 meter lange tur fra garagen).
Én ting er, at jeg knap kan komme ud af bilen for smerter, men når man så bare står der i silende slud, og ikke kan røre de vandfyldte fødder ud af flækken, fordi det lyner og tordner i både krop og sjæl, så tipper læsset. Åbenbart.
Hold nu kæft, hvor har jeg ondt af mig selv. Jeg gider ikke mere.
Det gjorde det ikke bedre at finde en halvt massakreret julekugle, og en hund med meget lange ører, da jeg endelig fik skrabet mig inden for. (Jeg er ligeglad med, at hun har ødelagt kuglen, men kræet kan jo dø af det, og hun er ærligt talt for gammel til at ødelægge ting, fordi hun skal være alene hjemme i en halv time)
Har resigneret. Er røget tilbage i seng. Har virkelig svært ved at acceptere, at det er det eneste, jeg kan de næste syv dage. Men der er nok ikke noget at gøre ved det.
Skodkrop!
