Åååh, hvor har jeg tænkt og spekuleret over det her indlæg længe. Om hvordan, det skulle formuleres, og hvornår jeg egentlig skulle skrive det. Men faktisk har jeg slet ikke kendt til indholdet af det før i dag.
Ser I, der er nemlig noget, jeg ikke har fortalt. Min psykiske deroute er faktisk slet ikke grunden til, jeg er blevet sygemeldt. Det er min bækkenløsning, der er skyld i det. Og det er den, fordi den er blevet markant værre hen over de seneste par uger. Og dét er den, fordi min krop igen er begyndt at producere de der hormoner, som får hele underlivet til at slappe max af.
Eller sagt med andre ord: Der er endnu en nissebaby på vej til os!
Puuuha, det var rart at få ud!
Jeg har haft lyst til at dele det med jer hver eneste gang, jeg har sat mig til tasterne, for det har været lidt ligesom at holde det skjult for en god veninde…
Det er derfor, jeg har været så’n lidt stille i det på det seneste. Ud over, at det har været pisse svært ikke at bralre ud med et eller andet graviditetsrelateret brok, så har mit liv mest bestået af cola og kvalme, og når jeg endelig har haft det nogenlunde okay, så er jeg faldet i søvn.
Seriøst, jeg har stort set sovet de seneste tre uger væk.
Det var det her, jeg hintede til, dengang jeg var en narreblogger og sagde, at der var sket noget i mit liv, som måske kunne gøre min fremtid lys og rar. Det har så ikke bare været lys i lagkagen lige siden.
Min åndssvage angst fik for nogle uger siden overtalt min hjerne til, at der helt sikkert var noget galt med babyen. At den helt sikkert var død, og at jeg derfor ville få en rigtig dårlig oplevelse til nakkefoldscanningen om nogle uger. Til sidst bestilte jeg derfor en tid til en tidlig scanning.
Den var vi til i dag. Jeg har ikke sovet hele natten, og jeg har haft afsindigt ondt i maven, hvilket selvfølgelig bare gjorde angsten endnu værre. Men hellere finde ud af det hos hende den rare scanningsdame (hende der også scannede mig dengang jeg var nødt til at se, at Frømanden virkelig ikke var en pige) frem for på et koldt hospital, hvor de altid har lidt travlt med at få en ud af klappen igen.
Hun kunne kende mig med det samme, og spurgte til, hvordan det så var gåetmed vores lille dreng. Og så tudede jeg for første gang. Jeg tudede igen, da hun kunne vise mig, at der var en meget levende, glad og lvilig baby i min mave, som passede perfekt på sin terminsdato, og som generelt så ud til at have gode vilkår.
Så den er altså god nok. Både jeg og baby er i 11. uge, glade og livlige (okay, det sidste er nok mest babyen). Så nu tør jeg godt at sige det højt: Der er en haletudse i min mave!
Og ham her skal være storebror :O
(Han bliver i øvrigt 17 måneder i dag. Det havde været en trist mærkedag, hvis ikke vi havde fået gode nyheder!)
